Kongen overtager Margrethes Bentley

Det var ikke kun tronen, som Frederik X fik, da han blev Danmarks konge. Også dronning Margrethes hverdagsbil er blevet hans.

Kongen har flittigt brugt sin nyerhvervede Bentley Mulsanne. Her holder den klar, da kongen forlader gudstjenesten for toårsdagen for krigen i Ukraine, som foregik i Holmens Kirke i København. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

At overtage en bil fra et familiemedlem er ikke usædvanligt i mange familier.

Sådan er det også i kongefamilien.

For hvis man har observeret, hvad kong Frederik kører rundt i siden tronskiftet, har man kunne genkende den store kronebil.

Kongen har overtaget dronning Margrethes Bentley Mulsanne og skiftet kronenummerpladen ud med sin egen. 

Og på den måder fortsætter den nye konge en længere tradition, hvor monarken i Danmark fragter sig rundt i det eksklusive, engelske bilmærke.  

Margrethes tredje af slagsen

I gennem flere år havde bilen kronepladen 121 og blev ofte brugt af dronning Margrethe til transport i hverdagen.

Hun brugte den for eksempel, når hun skulle fra Fredensborg Slot og ind til kontoret på Amalienborg.

Men bilen blev også brugt ved flere officielle lejligheder.

Den har blandt andet transporteret dronning Margrethe og den tidligere dronning i Nederlandene, prinsesse Beatrix, da de besøgte Store Magleby på Amager i anledning af 500-året for den nederlandske indvandring.

Bentley’en valgte dronning Margrethe også at bruge ved flere sommertogter som herunder ved Borreby Gods ved Slagelse.

Da dronningen benyttede sig af bilen, havde hun bilpuder bag nakkestøtterne på bagsædet. De er der ikke længere, nu hvor kongen bruger bilen. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Derfor betyder 121 noget særligt for dronningen

  • Da dronning Margrethe fyldte 18 år i foråret 1958, modtog hun en helt ny Volvo Amazon i gave.
  • Den havde nummerpladen KA 20 121.
  • Dronningen var glad for Volvo’en og brugte den flittigt. Hun hentede for eksempel prins Henrik i i den, da offentligheden for første gang så ham på dansk jord, da han ankom til Kastrup Lufthavn i 1966.
  • Nogle år senere holdt dronningen op med at sidde bag ved rattet.
  • Dog videreførte hun nummerpladen, så hendes hverdagsbil i den kongelige garage hed krone 121.
  • 121-kronenummerpladen har blandt andet siddet på en Daimler, Bentley Arnage, Bentley Mulsanne. I dag sidder den på en Bentley Bentayga Hybrid.

Bentley’en, som kongen nu har overtaget, var den tredje fra det engelske mærke, som dronningen kørte i – altid med kronepladen 121. 

Den første var fra 2004, en Bentley Arnage, der blev anskaffet i anledning af kongeparrets bryllup.

Senere, i 2012, valgte dronningen at skifte Arnage’en ud med en Mulsanne.

Den blev efterfølgende skiftet ud med en nyere Mulsanne, og det er denne, som kongen nu kører rundt i med kronepladen 210.   

Og det er ikke nogen lille bil.

Den er 5,5 meter lang og næsten 2 meter bred.

Hun kører stadig i en Bentley

Det var dronningens far, kong Frederik IX, som første gang tilføjede en Bentley til den kongelige garage. 

Og han havde flere gennem tiden og kørte dem ofte selv.

Bilerne var altid cabriolet i Royal Oxford Blue og med gråt indtræk.

Siden fulgte dronning Margrethe i sin fars hjulspor, og selvom hun nu har givet afkald på sin Bentley Mulsanne, betyder det ikke, at hun er færdig med at køre i Bentley.

For i januar 2022 kom det frem, at dronningen nu blev kørt rundt i en Bentley Bentayga Hybrid.

Den havde i begyndelsen kronepladen krone 12.

Og den luksuriøse SUV har en højde, som gør den mere praktisk for dronningen at stige ind og ud af sammenlignet med en Mulsanne.

Dronningens Bentley-SUV kører nu med dronningens personlige kroneplade, som bærer nummeret 121.

Først publiceret: 3. april 2024
Artiklen er sidst opdateret 4. april 2024 kl. 10:57

Se, hvad vi ellers skriver om: