Svindlere går målrettet efter disse ældre
Ældre narres til at udlevere kreditkort, smykker og kontanter via en bestemt telefon. Senest er fem ældre borgere i Varde blevet udsat for svindlen.
Syd- og Sønderjyllands Politi oplever, at svindlere nu går målrettet efter ældre borgere med fastnettelefon.
Senest er fem ældre mennesker i Varde blevet franarret kreditkort den 27. og 28. februar, men samme fremgangsmåde er også set flere andre steder.
“Borgerne ringes op på deres fastnettelefon af en person, der udgiver sig for at være fra banken. Svindleren er meget veltalende og får borgeren overbevist om, at vedkommende er udsat for svindel og der er ved at blive overført penge fra vedkommendes konto,” forklarer politikommissær Kent Brynilsen, leder af politiet i Varde.
“Det får borgeren til at udlevere sit kreditkort og kode til en person, der dukker op på bopælen, mens svindleren fortsat er i røret.”
Efterforskning i gang
Svindlerne lokker de forurettede til at udlevere koden under dække af, at de så kan få samme kode på deres nye kreditkort.
Efter udleveringen af kort og kode bliver forbindelsen på fastnettelefonen afbrudt og kort efter bliver der hævet penge fra kontoen i den nærmeste pengeautomat.
I flere tilfælde er det også lykkedes svindlerne at få udleveret smykker og kontanter ved døren. Svindlerne taler alle godt dansk og beskrives af de forurettede som danske af udseende.
Syd- og Sønderjyllands Politi har iværksat en efterforskning.
Gode råd
- Træk vejret og tænk dig om. Bank eller politi vil aldrig have meget travlt ved borgerkontakt. Du må altid lægge på, snakke med en fortrolig og vende tilbage.
- Kan du ikke afbryde opkaldet på fastnet-telefonen, så tag strømmen fra telefonen for at nulstille linjen.
- Tag selv kontakt til den myndighed, der ringer. Ring altid på hovednummeret eller mød fysisk op ved din bank, politi eller lignende.
- Udlevér aldrig dine konto- eller kodeoplysninger. Bank, politi eller lignende vil aldrig efterspørge dine personlige oplysninger, kort eller andet telefonisk eller på din adresse.
- Hent information på http://sikkerdigital.dk/ og http://dkr.dk/ eller ring til cyberhotlinen på 3337 0037.
- Har du været udsat for svindel og har brug for hjælp, kan du kontakte Offerrådgivningen på telefon 116 006, der yder anonym, gratis hjælp til ofre for kriminalitet.
- Hjælp din mor, far, nabo eller andre ved at dele denne viden med dem.
Først publiceret: 20. marts 2024
Artiklen er sidst opdateret 20. marts 2024 kl. 8:13