Disse vaner slider på mobilbatteriet
Der er masser af batterier i din hverdag, og hvis du vil passe godt på dem, er der enkelte ting, som du helst skal undgå.
Mange kan nok genkende frustrationen over, at mobiltelefonen med tiden bliver dårligere og dårligere til at holde strøm.
Men faktisk er det muligt at passe på sit batteri, så de problemer melder sig så sent som muligt.
Sådan lyder det fra Anders Solberg Jensen, der er forretningsleder på Teknologisk Institut.
Hvis du har hørt, at du ikke må klatlade din mobiltelefon – altså give den et lille skud strøm her og der – er det et forældet råd.
“Klatladning har været et problem med den batteritype, der har teknologien nikkel-metalhydrid, som var meget udbredt i 00’erne,” siger Anders Solberg Jensen og fortsætter:
“Men i dag er det litium-ion-batterier, som dominerer markedet for genopladelige batterier i for eksempel mobiltelefoner, og dem kan man roligt klatlade.”
Dette er det værste
Til gengæld er der andre potentielle problemer, som på sigt kan forringe batteriet og forkorte dets levetid.
Ifølge Anders Solberg Jensen er det værste, man kan gøre ved et litiumbatteri, at ophede det.
“Elektronikprodukter har typisk en sikkerhedsmekanisme, der gør, at opladningen afbrydes, når temperaturen når over en bestemt grænse,” siger han.
“Men batteriets levetid falder stadig hurtigt, hvis det er varmt i længere tid.”
Det betyder, at batteriet gradvist bliver dårligere til at holde på strømmen.
Anders Solberg Jensen peger på, at man ofte selv kan mærke, at mobiltelefonen bliver varmere, når man for eksempel spiller et spil på den eller streamer.
“Varmen fra direkte solskin i længere tid er heller ikke så godt, hvis man vil forlænge batteriets levetid,” siger han.
Men det er svært helt at undgå, at batteriet bliver dårligere med tiden. Batteriet bliver nemlig slidt, både når det bliver brugt, og når det ikke bliver brugt.
Det fortæller lektor på Institut for Energi på Aalborg Universitet Erik Schaltz.
“Overordnet kan litiumbatteriets kapacitetstab opdeles i to dele. Den ene kaldes kalenderældning og dækker over, at batteriet bliver dårligere, når det efterlades ubrugt i længere tid,” siger han.
Og det er også et af problemerne, som Anders Solberg Jensen peger på.
Undgå 0 og 100 procent
Hvis du har en mobiltelefon i en skuffe, som du ikke bruger til daglig, anbefaler han, at du finder den frem en gang imellem og tilslutter opladeren for at forlænge batteriets levetid eller sender mobilen til genbrug, såfremt den kan bruges igen.
“Den anden forringelse er forårsaget af almindelig brug og kaldes cyklusældning. Hver gang batteriet bliver af- og opladt, bliver det en lille smule dårligere,” siger Erik Schaltz.
Selv om en mobiltelefon viser henholdsvis nul procent og 100 procent, sørger producenterne typisk for, at det teknisk ikke er muligt at aflade og oplade batteriet helt.
Men den begrænsning er ikke noget, man bemærker som forbruger, forklarer Erik Schaltz.
“I det omfang man kan overskue det i hverdagen, kan man selv med fordel forsøge at undgå, at batteriet bliver afladt til nul og opladt til 100 procent hele tiden,” siger han.
Det er altså ikke godt for batteriet at ligge fuldt opladt med opladerstikket i hele natten. Det samme gælder for det store batteri i en elbil.
“Mange, inklusive mig selv, har den bærbare computer koblet til en dockingstation med batteriet 100 procent opladt hele dagen på arbejdet, og det er faktisk ikke så hensigtsmæssigt for batteriets levetid,” siger han.
Først publiceret: 22. februar 2024
Artiklen er sidst opdateret 22. februar 2024 kl. 9:24