Dronningens personlige gave kommer på auktion

Det sker kun sjældent, at værker af dronning Margrethe kommer på auktion. Til marts bliver maleri udbudt.

Gaven blev i sin tid givet til Hans Sølvhøj. Foto: Mischa Schoemaker/SIPA/Ritzau Scanpix

Til marts kommer et maleri malet af dronning Margrethe på aktion hos Bruun Rasmussen.

Kunstværket er vurderet til mellem 75.000 og 100.000 kroner.

Det oplyser auktionshuset i en pressemeddelelse.

Maleriet er fra 1988, hvor dronningen forærede det til hendes daværende hofmarskal, Hans Sølvhøj. Siden har det været i Hans Sølvhøjs families varetægt.

“Bliver meget sjældent sat til salg”

Dronning Margrethes kunstneriske værker har tidligere været udstillet på en række kunstmuseer heriblandt Aros, Arken og Brandts Klædefabrik.

Hvem var Hans Sølvhøj?

  • Han var dronningens tætte medarbejder i 13 år som hofmarskal fra 1976-1989.
  • Før det var Hans Sølvhøj generaldirektør for Danmarks Radio 1961-1976.
  • Sølvhøj tog dog en pause som generaldirektør, da han var minister under Jens Otto Krag. Først som kulturminister fra 1964-1966, og siden var han minister uden portefølje men med fokus på regeringens udenrigspolitik fra 1966-1967.
  • Om jobbet som hofmarskal har Hans Sølvhøj skrevet i sin selvbiografi “Rødt på hvidt”: “Arbejdet består i al sin anstrengende enkelhed i at være dronningens forretningsfører, personalechef og sekretariatsleder samt i det omfang, regentparret har brug for det, at være personlig rådgiver.”

Men ifølge Niels Boe-Haugaard, afdelingsleder for moderne kunst hos Bruun Rasmussen, ser man dem kun sjældent på auktion.

“Hendes udstillingsliste er imponerende lang, men værkerne bliver meget sjældent sat til salg,” siger Niels Boe-Hauggaard.

“Derfor er der kun få billeder, som dette, man får mulighed for at erhverve sig, fordi de kommer direkte fra personer, som har haft en tæt relation til dronningen.”

Det seneste var til Netflix

Dronning Margrethe har gennem sit liv interesseret sig meget for kunst og kultur.

Selv har hun både malet, tegnet og broderet.

Hendes malerier er løbende blevet udstillet, og hun har også lavet kulisser og kostumer til balletforestillinger.

Senest har hun designet kostumer og scenografi til Netflix-filmen “Ehrengard – Forførelsens kunst”.

For sit arbejde til filmen er dronning Margrethe nomineret til Robert Prisen i kategorierne Årets Scenograf og Årets Kostumedesigner.

“Ehrengard – Forførelsens kunst” er instrueret af Bille August og bygger på Karen Blixen-romanen af samme navn.

14. januar overlod dronning Margrethe tronen i Danmark til sin søn kong Frederik. Hun nåede at sidde på tronen i 52 år.

Først publiceret: 30. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret 30. januar 2024 kl. 7:50

Se, hvad vi ellers skriver om:

og