Kongen: Nu kan jeg tale om sorgen efter far
Prins Henriks betydning, trangen til slå som folkeskoleelev og aftenbøn med børnene. Danmarks nye konge, Frederik X., afslører flere detaljer om sit liv i en ny bog, der er udkommet.
En sen februar-aften i 2018 gik prins Henrik bort. Tilstede hos ham på Fredensborg Slot var dronningen, den daværende kronprins Frederik samt prins Joachim.
Nu – næsten seks år senere- ser kong Frederik X. tilbage på minderne om sin far.
Det gør han i den aktuelle portrætbog “Kongeord”, som netop er udgivet.
“Der er gået så lang tid, siden han døde, at jeg i dag bedre kan vende tilbage til minderne og samle op på hans liv. Fundere over, hvem han var, og hvad han har betydet for mig,” lyder det fra kongen i bogen.
“Kongeord” er skrevet af forfatteren Jens Andersen og er baseret på en række samtaler med kong Frederik X. på Amalienborg, mens han var kronprins.
Bogen rummer 109 sider og er udgivet af Politikens Forlag til 250 kroner.
Det er ikke kun sin far, som kong Frederik fortæller om i den nye bog.
Fastholder fast element i nytårstalerne
Kongen beskriver også sine tanker omkring nytårstalernes betydning, og hvordan han selv vil forme sine taler ved årets udgang.
Blandt andet kommer han ind på, at han vil beholde det traditionsrige element, “Gud bevare Danmark”.
“De tre ord afspejler fundamentet under det, vi er og det, vores kultur og samfund hviler på,” siger kong Frederik.
Men hvis man som seer af talen forventer, at kongen har en intention om at blive en kopi af sin mor, dronning Margrethe, tager man fejl.
For han understreger, at “hun havde sin facon, jeg har min”, og siger samtidig i bogen, at han agter at finde sin egen måde at holde nytårstalen på.
Kongens tale den 31. december 2024 vil under alle omstændigheder adskille sig i fysisk form fra dronning Margrethes, ved at det er for første gang siden 1971, at talen vil blive transmitteret fra Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg Slot.
Dette fortæller kongen også om i bogen:
Bevidstheden om fremtiden som barn:
- “Det var et irritationsmoment og en frustration, der nogle gange kunne rejse så store følelser i mig, at jeg fik lyst til at skubbe eller slå, hvis en af de andre i klassen nævnte, at jeg skulle være konge”
Krisen da han fyldte 18 år:
- “Op til fødselsdagen var medierne for alvor begyndt at interessere sig for min person. Og det havde jeg det ikke specielt godt med. I den forbindelse var min mormor dronning Ingrid rigtig god til at berolige mig og beskytte mig. Hun fornemmede den krise, jeg befandt mig i som dreng og ung mand.”
Om sin fars støtte til at gå egne veje:
- “På den måde kan man jo sige, at han støttede mig i den proces, selvom han aldrig på nogen måde ville indrømme det eller sige det direkte til mig. Det skulle man ikke som far i hans øjne.”
Kongens forhold til kristendommen:
- “Nogen vil måske undre sig over, at jeg ikke nævner Gud eksplicit i mit kongeord, men for mig indgår Gud i forestillingen om at være ‘forbundne'”, udtaler kongen i bogen. Og siger også et andet sted:
- “Det er kristne kerneværdier som tilgivelse, barmhjertighed og næstekærlighed, der har gjort vores samfund så frit og tolerant.”
Aftenbøn for prinsesse Josephine og prins Vincent:
- “Vi har altid bedt aftenbøn sammen med vores børn, og de yngste to vil fortsat gerne have, at man beder Fadervor sammen med dem, lige inden vi slukker lyset.”
Først publiceret: 23. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret 23. januar 2024 kl. 11:26