Hun er ikke alene: Disse fire monarker trådte også tilbage
På lidt over et årti har to europæiske konger, en dronning og en kejser valgt at forlade tronen til fordel for yngre kræfter. Læs her baggrunden for skiftene.
Dronningen har indskrevet sig selv i historiebøgerne, som den anden danske monark, der frivilligt giver afkald på tronen.
I 1146 var den seneste gang, hvor en dansk regent frivilligt trådte tilbage fra tronen før sin død.
Det skete, da kong Erik 3. Lam angiveligt abdicerede for at indtræde i et kloster.
Og selvom abdikation i det danske monarki er yderst sjælden, kan dronning Magrethes beslutning ses som en del af en tendens, hvor flere kronede statsoverhoveder træder tilbage uventet.
Her er det en fast tradition
Holland
Et sted i verden, hvor abdikation dog på ingen måder er uventet, er i kongeriget Nederlandene.
Her har fandt den første abdikation sted i 1840. Lidt over 100 år senere – i 1948 – valgte dronning Wilhelmina at forlade tronen til fordel for sin datter, Juliana.
Og efter over tre årtier begyndte traditionen omkring hollandsk abdikation at tage fast form, for i 1980 blev Julianas ældste datter, Beatrix, hollændernes nye dronning.
Hun trådte tilbage i 2013 i og overdrog tronen til den nuværende kong Willem-Alexander.
I skyggen af skandaler
Belgien
Det kom bag på mange belgiere i 2013, da kong Albert II – som er født i 1934 – i en tv-tale meddelte, at han afgav tronen til fordel for sin ældste søn, Philipe, efter lidt under 20 år som landets monark.
Kongen beholdt titlen som konge. Den dengang 79-årige Albert begrundede sin beslutning med sin alder og helbred.
Efter sin abdikation var den tidligere regerende konge i centrum i en retssag, om hvorvidt han var far til en datter født udenfor ægteskab.
I 2020 anerkendte han offentligt, at han er faderen til prinsesse Delphine – og at hun må bruge titlen som prinsesse af Belgien.
Spanien
I sommeren 2014 valgte Spaniens konge Juan Carlos at træde tilbage, for at sønnen Felipe kunne blive ny konge.
Dermed afsluttede 38 års regeringstid i kølvandet på en række skandaler.
Juan Carlos havde været igennem kontroversielle episoder med elskerinder, deltaget i en omtalt elefantjagt i Botswana og stået over for anklager om korruption og skattely.
Skete for første gang i 200 år
Japan
Det var ikke ventet.
I august 2016 tonede den 83-årige kejser Akihito frem i en usædvanlig tv-tale.
Her antydede han en mulig abdikation.
Kejseren gav udtryk for bekymring om, at hans stigende alder og skrøbelige helbred kunne hindre ham i at opfylde sine kongelige forpligtelser.
Og i foråret 2019 blev tronskiftet en realitet.
Efter mere end 30 år på krysantemum-tronen gav Akihito stafetten videre til sin ældste søn, den dengang 59-årige Naruhito.
Kejserens abdikation var den første i Japan i mere end 200 år.
Først publiceret: 12. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret 16. januar 2024 kl. 8:21