Når vi bliver ældre og overvægtige, får vi stofskiftesygdomme. Her er årsagen

Fedme og aldring fører til højere risiko for sukkersyge og fedtlever. Nu har forskere fundet ud af, hvad der sker inde i cellerne, og hvad man potentielt kan gøre for at stoppe den dårlige udvikling.

I det nye studie beviser Simon Bekker-Jensen og hans kollegaer, at man ved at fjerne ZAK-alpha-proteinet kan undgå, at aldring og fedme udvikler sig til stofskiftesygdomme.

Med alderen og for mange kilo på sidebenene bliver kroppens celler ’stressede’.

Der bliver simpelthen produceret for meget af en bestemt kemisk forbindelse, og det stresser cellerne.  

Den stress resulterer i, at kroppen har større risiko for at få sukkersyge, og at kroppens ’brune’ fedt bliver omdannet til ’hvidt’ fedt, der hænger sammen med overvægt. Og så fører det til større risiko for at få for meget fedt i leveren.

Fedtlever er skyld i leversvigt og død

Hvad er fedtlever?

Fedtlever er den mest udbredte leversygdom i verden, og 
omkring 25 % af den danske befolkning har fedtlever.

Fedtlever er i sig selv ikke farligt. Men tilstanden kan udvikle
sig til skrumpelever og i sidste endnu leversvigt. Skrumpelever
kan kun afhjælpes ved levertransplantation, og i Danmark dør
ca. 700 personer årligt af denne tilstand.

Faktisk har 25 procent af den danske befolkning fedtlever, der er en af de hyppigste årsager til senere leversvigt og død.

Men i et nyt studie har professor Simon Bekker-Jensen fra Københavns Universitet fundet ud af, hvad der sætter gang i den dårlige udvikling.

“Der er et protein ved navn ZAK-alpha, der ’sladrer’ til resten af stofskifte-systemet om, at cellerne er stressede. Det sætter gang i en kædereaktion, der udvikler sig til blandt andet fedtlever,” forklarer Simon Holst Bekker-Jensen.

Kan bane vej for ny medicin

I det nye studie beviser Simon Bekker-Jensen og hans kollegaer, at man ved at fjerne ZAK-alpha-proteinet kan undgå, at aldring og fedme udvikler sig til stofskiftesygdomme. Det gør at proteinet ikke kan ‘sladre’ til resten af stofskiftesystemet.

Det har de gjort ved at lave forsøg med mus og zebrafisk.

Resultat fra det nye studie kan potentielt bane vej for ny medicin, der både kan behandle og forebygge stofskiftesygdomme, der følger af aldring og overvægt.

”Der findes jo allerede virkelig god og billig medicin til sukkersyge, men jeg ser et stort potentiale i forhold til fedtlever, der er et af de største uløste medicinske problemer i dag,” siger Simon Bekker-Jensen.

Læs studiet i Science: ROS-induced ribosome impairment underlies ZAKα-mediated metabolic decline in obesity and aging

Først publiceret: 22. december 2023
Artiklen er sidst opdateret 21. december 2023 kl. 14:30

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og