Benedikte om gensyn: Fik få minutter med min søster

Selvom det seneste møde mellem eksdronning Anne-Marie og prinsesse Benedikte var kortvarigt, formåede de stadig at få det hyggeligt, fortæller prinsessen.

I selskab med sin yngste søn, prins Philippos, var eksdronning Anne-Marie til på repremieren på forestillingen ”Snedronningen”, som dronning Margrethe har lavet scenografi og kostumer til. Foto: Henrik R Petersen/Petersen, Henrik R./Ritzau Scanpix

De tre døtre af kong Frederik IX. og dronning Ingrid, dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie, har gennem årtier levet i hver sin del af Europa.

Og dermed forstår de at nyde tiden sammen. Også selvom den er kort.

Senest havde prinsesse Benedikte for eksempel kun få minutter sammen med sin lillesøster, da de begge var i Danmark.

Det fortæller den 79-årige prinsesse til Billed Bladet.

Dronning som 18-årig

I efteråret 1964 blev kong Frederik IX’s og dronning Ingrids yngste datter, prinsesse Anne-Marie, gift med Grækenlands konge, Konstantin II.

På dette tidspunkt var prinsesse Anne-Marie 18 år gammel og blev dermed grækernes dronning.

Frem til april 1967 regerede de som Grækenlands kongepar, herefter tog officerer i den græske hær magten ved et kup.

Kongen forsøgte sig med et modkup, der slog fejl, og han og dronning Anne-Marie blev tvunget i eksil.

I 1974 blev monarkiet i Grækenland afskaffet ved en folkeafstemning.

Efter 37 år i eksil – for det meste bosiddende i England – flyttede det tidligere kongepar tilbage til Grækenland i 2004.

Senere valgte de at flytte fra halvøen Peloponnes til Grækenlands hovedstad, Athen.

Her døde ekskong Konstantin 10. januar 2023.

Eksdronning Anne-Marie bor i dag i det centrale Athen.

Derfor havde de et kort møde

Tidligere på måneden krydsede de to søstres veje i Københavns Lufthavn i Kastrup.

Det skete, da eksdronning Anne-Marie havde været i hovedstaden sammen med sin yngste søn, 37-årige prins Philippos, for at overvære repremieren på forestillingen ”Snedronningen”, som dronning Margrethe har lavet scenografi og kostumer til.

Repremieren havde prinsesse Benedikte ikke været med til.

Hun havde den pågældende dag været i Sverige for at fejre dronning Silvia ved en fødselsdagskoncert i den svenske hovedstad, Stockholm.

Men i lufthavnen tilbragte de to kongelige søstre tid sammen.

“Vi havde lige, hvad var det, syv minutter sammen i Kastrup. Hendes maskine gik, og min var forsinket i ankomsten, men vi fik dog lige givet hinanden et kys og knus,” siger prinsesse Benedikte til ugebladet og tilføjer: 

“Så det var hyggeligt.” 

Anne-Maries kjole fundet efter flere årtier 

Eksdronning Anne-Marie kan denne jul også fejre, at hendes brudekjole er fundet efter 59 år i en metalboks.

Den daværende danske prinsesse blev i efteråret 1964 gift med Grækenlands konge, Konstantin II.

Få hele historien herunder:

Først publiceret: 14. december 2023
Artiklen er sidst opdateret 14. december 2023 kl. 8:30

Se, hvad vi ellers skriver om:

og