Haven i november: Vær på vagt for mumier og skimmel

Nu er det tid til at gøre græsplænen og æbletræet vinterklar, så de gror sundt ind i foråret.

Svampesygdomme kan overvintre i haven, hvis ikke du får fjernet de angrebne frugter, der enten stadig hænger på træerne eller ligger og rådner på jorden.

Det spøger i novemberhaven. Fra toppen af æbletræet til den mørke muld. For når bladene falder, kommer svampesygdommenes grumhed til syne.

Og der er ikke andet for end at tage kampen op. Ellers spreder de sig bare endnu mere til foråret.

Beskær bakterier og svampe væk

* Du kan forebygge, at dine frugttræer bliver ramt af bakterie- og svampesygdomme ved at beskære dem om sommeren.

* Hvis du ikke nåede beskæringen i sommermånederne, skal du holde fingrene fra havesaksen og vente til foråret. Især, når det drejer sig om blommer og kirsebær.

* Luften om efteråret og vinteren er nemlig fugtig, og derfor kan sårene på de beskårede grene ikke tørre ordentligt ud. Og det gør det nemmere for bakterier og svampesporer at angribe træet.

Kilde: Magnus Gammelgaard Nielsen, gartner og indehaver af rådgivningssiden plantedoktor.dk.

“Det er svært helt at undgå, men du kan gøre meget for at begrænse smitten,” siger Louise Møller, der er havefaglig rådgiver hos den almennyttige organisation Haveselskabet.

Gul monilia

Dine frugttræer kan nemt blive ramt af sygdommen gul monilia. Den angriber æblerne eller blommerne og forvandler dem til nogle indtørrede og mugne skabninger, der går under navnet frugtmumier.

“De er fyldt med svampesporer, og hvis de bliver siddende gennem vinteren, kan de smitte næste års frugter,” fortæller Louise Møller.

Derfor er det vigtigt at få fjernet frugtmumierne, understreger hun. Her skal du sørge for både at plukke de rådne frugter, der sidder på grenene, og dem, der er faldet til jorden.

“Jeg vil anbefale, at man smider dem i skraldespanden eller i en lukket kompostbeholder for at minimere smitten,” siger Louise Møller.

Skurv

En anden udbredt sygdom, som især inficerer æbletræer, er skurv. Her giver svampen mørke pletter på æblerne, forklarer Magnus Gammelgaard Nielsen, der er gartner og specialiseret i plantesygdomme.

“Den overvintrer i nedfaldne blade. Derfor er det vigtigt, at du river bladene fra æbletræet sammen og putter dem på kompostbunken,” siger han.

Hvis du ikke fjerner bladene, vil svampesporene til foråret skyde op fra dem og inficere træets nye blade.

Men selv om du er grundig, skal du forberede dig på, at sygdommen kan være vanskeligt at slippe helt af med.

“Som privat æbleavler må man regne med, at der er noget spild i ens høst,” siger Magnus Gammelgaard Nielsen og fortsætter:

“Det skyldes især, at vi er kommet hen et sted, hvor vi ikke længere går og bekæmper ting med gift.”

Sneskimmel

Nu, hvor vejret bliver fugtigt og koldt, risikerer din græsplæne at blive ramt af sneskimmelsvampe, som skaber døde hvidlige pletter i plænen.

Et sådant angreb kan du dog undgå, når du i november slår græsset for sidste gang inden vinteren.

“Det er vigtigt, at græsset hverken er for langt eller for kort. Det skal have en højde på fem-seks centimeter,” lyder rådet fra Louise Møller.

“Den ekstra højde beskytter græssets vækstpunkter, som ligger i jordoverfladen. På den måde bliver græsset mere robust,” forklarer hun.

Først publiceret: 30. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret 30. oktober 2023 kl. 10:11

Se, hvad vi ellers skriver om:

og