Sådan bliver du snydt når du booker hotel

Du bør ikke bare gå efter det første og det bedste, når du booker hotelophold via bookingplatforme. Flere hoteller betaler for at ligge højt på listen.

"Vi prøver ikke at sige, at man skal lade være med at bruge bookingplatforme, men man skal prøve at være lidt kritisk, når man er derinde," siger souschef Andreas Maaløe Jespersen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens forbrugerpolitiske center. Foto: Clara Margais/Ritzau Scanpix

Når du skal bestille din næste rejse til London, Paris eller Rom, bruger du sikkert en af de mange bookingplatforme til at finde et sted at bo.

Men faktisk finder du ikke nødvendigvis det bedste hotel på den måde. For hos mange platforme betaler hoteller for at ligge højere på udvalgslisten.

Det viser en undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som har dykket ned i bookingportalernes søgemekanismer.

“Hvis man kigger på de første mange sider på en platform, så har næsten alle hoteller købt et rangeringsboost. Enten permanent eller i en afgrænset periode, hvor man betaler til platformen for at komme højere op på listen,” siger souschef Andreas Maaløe Jespersen fra styrelsens forbrugerpolitiske center.

Dårligt nyt

Ifølge analysen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er hotellernes chance for at valgt blive af kunderne større, jo højere en rangering, de har.

Og det kan være dårligt nyt for forbrugerne.

“Som kunde får man ikke noget ud af, at et hotel har købt sig længere op på listen. Det gør det ikke billigere for kunden, og man får ikke nødvendigvis et bedre hotel,” siger Andreas Maaløe Jespersen.

Men bookingportalerne gør også livet lidt lettere som forbruger, fordi de samler diverse udbydere på en overskuelig liste. Så hvis du gerne vil bruge bookingportalerne til at booke dit næste hotelophold, er der flere steder, hvor du kan sætte ind.

Går du op i prisen, kan du sortere listen, så hotellerne rangeres fra lav til høj pris. Dermed får du vist hotellerne efter pris og ikke rangeringsboost.

Derudover kan du forsøge at være så nøjagtig som muligt, når du leder efter et hotel.

For jo mere præcis, du kan være, jo mindre kommer hotellernes forudbetalte rangering til at spille ind.

Ingen grund til panik

Derudover kan det være godt givet ud selv at afsøge markedet, forklarer Andreas Maaløe Jespersen.

“Hvis man finder et hotel, man godt kan lide, kan man prøve at undersøge, om det koster mindre andre steder, eller om man kan få et bedre tilbud ved at kontakte hotellet direkte,” siger souschefen.

Du har sikkert også mødt udsagn som “book nu” eller “kun tre værelser tilbage” på bookingsider. Men der er sjældent grund til panik.

“Du kan næsten altid finde et bedre eller lige så godt tilbud andre steder. Så man skal ikke føle sig presset til at træffe en hurtig beslutning.”

“Der er masser af hoteller, medmindre man skal til en meget lille by og kun vil bo et bestemt sted. Men her kan det bedre betale sig at bruge tid på at finde noget andet end at lade sig presse til at booke noget,” siger Andreas Maaløe Jespersen.

Vær godt klædt på inden du booker

* Når du booker hotelophold på en bookingplatform, er der flere ting, du med fordel kan gøre.

* Undersøg, om du indgår en aftale med hotellet eller bookingplatformen. Det har betydning, hvis der opstår problemer, og du vil klage. Hvis bookingsiden for eksempel blot er formidler, skal det tydeligt fremgå, at den ikke er ansvarlig.

* Du kan undersøge, om andre kunder har anmeldt hotellet, og hvor tilfredse de har været.

* Tænk over dine behov, før du søger. Det kan være nemt at lade sig friste af gode tilbud. Derfor bør du overveje, om du for eksempel har brug for et hotel tæt på centrum, en afbestillingsforsikring eller har andre ønsker.

Kilde: forbrug.dk.

Først publiceret: 5. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret 5. oktober 2023 kl. 9:17

Se, hvad vi ellers skriver om:

og