Det brune guld: Sådan kickstarter du komposten
Sensommeren er et perfekt tidspunkt at sætte gang i din egen kompost, og det behøver hverken at være svært eller tage lang tid.
Du kommer af med dit haveaffald og skaber samtidig god næring til dine bede.
Der er mange fordele ved at have en kompost, og sætter du gang i den nu, får du måske allerede glæde af den til næste sommer.
Og det er slet ikke svært, siger havekonsulent Signe Schrøder, der er forfatter til køkkenhavebogen “Dyrk”.
“Det er rigtig godt at finde et skyggefuldt sted i haven, hvor ens trillebør kan komme til, og så er det egentlig bare at gå i gang,” siger hun.
Brug det hele
Du kan sådan set lægge alt, hvad du har af organisk materiale, på den.
“Brug alt fra gulerodstoppe og skvalderkål til hækafklip. Kør det endelig ikke på genbrugsstationen. Du har guld i haven, og det er bare om at bruge det,” siger Signe Schrøder og fortsætter:
“Du kan lave en hurtig eller en langsom kompost, men du kan ikke ødelægge noget. Det, du smider på bunken, skal nok formulde. Og hvis du har puttet for mange grene i, har du bare lavet en kvasbunke i stedet for, og det er også godt.”
Sådan bliver den bedst
Din kompostbunke bliver dog bedst, hvis du går efter et miks af grønt og brunt affald. Det siger Louise Møller, der er havefaglig rådgiver hos Haveselskabet, der er en almennyttig forening for haveinteresserede.
“Du får en god struktur i komposten, hvis du laver en god blanding. Det grønne kan være græsafklip, salatblade fra køkkenhaven eller nedfaldsfrugt, og det brune kan være små grene, nedfaldne blade og tørre staudetoppe,” fortæller hun.
Det grønne og det brune lægges lag på lag enten direkte på jorden, i en stor trækasse eller en anden form for beholder.
Hvis du ønsker at fremstille kompost hurtigt, skal du vælge en lukket beholder, men ellers kan den sagtens være åben.
“Så skal man ikke gøre andet end at lade det ligge til foråret. Her kan det være en god idé at vende bunden i vejret på komposten. Alt det, der ligger i toppen, er nemlig længere tid om at kompostere,” siger Louise Møller.
Mange fordele
Det tager omkring et halvt til et helt år, før du kan begynde at bruge af komposten i haven. Men fordelene ved den er mange.
“For det første slipper du for at køre en masse haveaffald væk. Derudover skaber kompost levende jord. Der er rigtig mange gode mikroorganismer i den, som jorden har glæde af,” siger hun og fortsætter:
“Man skaber noget naturlig balance ved at tilføre kompost til sine bede. Det giver næring tilbage til planterne.”
Du kan endda bruge kompost til at lave pottemuld med. Det gør du ved at blande komposten op med jord fra haven og lidt sand eller grus.
Godt for miljøet
Ved at kreere din egen krukkejord undgår du at skulle købe spagnum, som består af tørv fra højmoser, og det er godt for miljøet, lyder det fra Louise Møller.
“Spagnum er problematisk, fordi udvindingen af det udleder store mængder CO2, og så er det en begrænset ressource. I England er det blevet forbudt for private at anvende det, og det er nok et spørgsmål om tid, før noget lignende sker i Danmark.”
Derfor skal haveejere vænne sig til at bruge alternativer til spagnum, og her kan komposten altså være en god hjælp.
“Hvis vi afsætter lidt plads i haven til komposten, kan vi virkelig få meget glæde af den,” siger Louise Møller.
Det må du ikke smide på komposten
* Ukrudt, da det risikerer at sprede sig i dine bede, når du breder din kompost ud senere.
* Syge planter, fordi de kan smitte videre til andre planter.
* Rester af tilberedt mad. Især kød kan tiltrække rotter og ræve.
* Hunde- og kattelorte, som kan indeholde parasitter, der kan smitte mennesker.
Kilde: Videncentret Bolius.
Først publiceret: 19. september 2023
Artiklen er sidst opdateret 19. september 2023 kl. 14:25