Dit haveaffald kan slå skovens træer ihjel

En bestemt visneskimmel, som især rammer rododendronplanter, kan gøre skade på skov, landskab og private haver, hvis ikke de inficerede planter fjernes korrekt.

Plantesygdomme forårsaget af Phytophthora-slægten er et problem, fordi mikroorganismerne er utilregnelige og næsten umulige at slippe af med. I værste fald kan de brede sig hurtigt og forårsage store ødelæggelser, fortæller seniorrådgiver Iben Margrete Thomsen fra Københavns Universitet. Foto: Gitte Kjærbøl/Ritzau Scanpix

Har du lang vej til genbrugsstationen, kan det måske være tillokkende at dumpe haveaffaldet i den nærmeste skov.

Naturen får vel bare gavn af næringen fra din kompostbunke, ikke?

Sådan en opførsel kan være stærkt problematisk, lyder det fra Iben Margrete Thomsen, der er seniorrådgiver på Københavns Universitet og har speciale i sygdomme på træer.

“Haveaffald kan introducere naturen for sygdomme, som kan være ødelæggende,” fortæller hun.

“Det gælder især rododendronplanter, som er den primære vært for Phytophthora ramorum, også kaldet europæisk og californisk visneskimmel, som er en alvorlig planteskadegører i Europa og USA.”

Sygdommen spreder sig

Sygdommen angriber primært løvtræer herunder bøg og eg, hvis træerne står blandt syge rododendron med europæisk visneskimmel.

Den angriber træernes rødder og barken på stammen, hvilket i sidste ende dræber træet.

“Du vil ofte kunne se mørke udflådslignende pletter i barken i bunden af det inficerede træ,” lyder det fra Iben Margrete Thomsen.

I Danmark har vi indtil videre kun fundet sygdommen på rododendron.

Og langt de fleste tilfælde er fra importerede planter hos planteskoler. Den er også fundet i to parker.

“Derfor er det utrolig vigtigt at være opmærksom, når man køber planter – og især rododendron. Hold øje med dem de første to år, og plant aldrig rododendron ude i naturen. Kun i have eller parker.”

Er dine planter syge?

Har du en mistanke om, at dine planter er syge, er det vigtigt, at du håndterer dem rigtigt.

“Det værste er at smide planterne i skoven eller naturen. Men det er faktisk også problematisk at smide det i den grønne kompostbunke på genbrugspladsen.”

“Har du syge rododendron, bør du putte dem i en plastikpose og aflevere det til forbrænding, da det ikke er sikkert, at komposteringen på genbrugspladsen opnår de nødvendige temperaturer for at dræbe sygdommen.”

Det kan være svært at spotte europæisk visneskimmel på rododendronplanter, for det ligner lidt de samme sygdomstegn som på en tørkeramt plante.

Men der er måder at se forskel på, fortæller Kristine Riskær, der er enhedschef for plante- og biosikkerhed i Landbrugsstyrelsen.

“Sygdommen kommer indefra i planten, så du vil kunne se en mørk misfarvning, som breder sig ud mod midterskilningen i bladet.”

“Ved planter, som bare er tørkeramte, er bladene typisk visne fra spidserne af,” fortæller Kristine Riskær.

Det kan du gøre

Opdager du en syg plante i din have, så anbefaler enhedschefen, at du fjerner den og skiller dig af med den, så den ikke smitter andre planter omkring den.

“Grav også noget af jorden under planten op, og skil dig af med det. Gerne en 15-20 centimeter,” siger hun.

På plantesundhed.dk kan du anmelde planteskadegørere, hvis du har mistanke om, at du har fundet en syg plante.

“Beskriv gerne plantens symptomer, og om det er en ny plante, du måske har købt. Skriv også gerne, hvor du har fundet den,” fortæller Kristine Riskær.

Derudover er det altid en god idé at købe planter, der er mærket med plantepasset.

Så ved du, at planten har været igennem en officiel kontrol og er fundet fri for diverse sygdomme.

Derfor er plantesygdommen alvorlig

* Visneskimmel blev først fundet i USA, hvor et epidemilignende angreb dræbte et stort antal af egetræer i Californien.

* I England er sygdommen også fundet på mange forskellige plantearter herunder eg og bøg. Angrebene er især gået hårdt ud over meget store beplantninger af rododendron i landet.

* I Danmark er der grund til at frygte, at sygdommen også vil kunne gøre stor skade på skov, landskab og i private haver.

* Visneskimmel producerer sejlivede sporer, som kan overleve i mange år i planterester og i jorden.

* Den trives bedst i et fugtigt og lunt klima, og derfor frygtes det, at
kommende klimaforandringer kan medføre endnu flere angreb på nye plantearter.

Kilde: Landbrugsstyrelsen.

Først publiceret: 23. august 2023
Artiklen er sidst opdateret 23. august 2023 kl. 14:27

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og