Efter ti år: Vært stopper på populært tv-program

Når den kommende sæson af "Vild med dans" slutter, bliver det samtidig et farvel til værten Sarah Grünewald. Hun har flere ideer til, hvad hun vil bruge tiden på efter underholdningsprogrammet.

Tv-værterne Sarah Grünewald og Martin Johannes Larsen skal stå i spidsen for årets udgave af "Vild med dans". Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix

Sæson efter sæson har hun underholdt danskerne om fredagen på tv.

Siden 2013 har Sarah Grünewald været vært på det populære underholdningsprogram på Tv2 “Vild med dans”.

Men nu nærmer enden sig, da Sarah Grünewald har besluttet at stoppe som vært efter den kommende sæson.

Det skriver Tv2.

Derfor stopper hun

Hendes seneste medvært, som også vil være med i den kommende sæson, er komikeren Martin Johannes Larsen.

“Jeg holder virkelig af at lave ’Vild med dans’, men mavefornemmelsen siger, at det er det rigtige tidspunkt at sige tak for dansen,” siger Sarah Grünewald til Tv2 og fortsætter:

“Jeg skal da være ærlig at sige, at jeg også har gået og været rædselsslagen for at tage beslutningen. Men jeg tror på, at man skal være modig og turde at kaste sig ud i uvisheden en gang i mellem.”

Overvejer skuespil og foredrag

Det er stadig en uvist, hvad den 39-årige tv-vært har i vente efter sin tid med”Vild med dans”.

Hun kunne have lyst til at involvere sig i tv-produktioner, muligvis arbejde som skuespiler eller holde foredrag, lyder det fra tv-værten.

I den kommende sæson vil Sarah Grünewald byde seerne velkommen som vært for 11. gang.

Det gør hende til den næstmest erfarne vært på dansegulvet, kun overgået af sin tidligere værtspartner Claus Elming der i sin tid var med i 12 sæsoner af “Vild med dans”.

Den første udsendelse af den nye sæson af programmet ruller over skærmen fredag 22. september 2023.

Først publiceret: 13. september 2023
Artiklen er sidst opdateret 14. september 2023 kl. 9:19

Se, hvad vi ellers skriver om:

og