Erfaren News-vært afviser: Det gør jeg ikke
Selvom man har mange år bag sig på arbejdsmarked, skal det ikke betyde et farvel, lyder det fra værten på Tv2 News.
Han har været med siden Tv2 begyndelse i 1988. Og han har siddet i værtsstolen i årtier.
Men 73-årige Allan Silberbrandt har ingen planer om at holde op, fortæller han til Billed Bladet.
“Det er sundt”
Silberbrandt påbegyndte sin karriere ved Frederiksborg Amts Avis i 1973. Han fik jobbet som redaktionssekretær ved Politiken Søndag i 1978.
Siden blev Tv2 journalistens hjemmebane.
“Jeg fortsætter, indtil jeg ikke kan mere eller ikke synes, det er sjovt mere. Jeg tror faktisk også, at det er sundt at blive ved med at skulle følge med,” siger Allan Silberbrandt til ugebladet.
En del af identiteten
Allan Silberbrandt er ikke den eneste kendte journalist med mange års erfaring, som ikke har lyst til at stoppe.
Også 69-årige Kristian Mouritzen, der arbejder som international analytiker på Berlingske, har ikke en pensionisttilværelse rundt om hjørnet. Samtidig bliver han flittigt brugt af DR og Tv2, når verdens gang skal kommenteres.
Bag sig har Kristian Mouritzen erfaring som korrespondent i Mellemøsten, USA, Tyskland og Bruxelles.
Og arbejdslivet stopper ikke nu.
”Det giver mig mening i tilværelsen, fordi det er svært at køre et arbejdsliv på fuldt tryk og så pludselig være helt udenfor. Kollegerne betyder meget, og arbejdet er en vigtig del af min identitet,” siger Kristian Mouritzen til Journalisten.
Først publiceret: 1. september 2023
Artiklen er sidst opdateret 4. september 2023 kl. 9:18