Annisette er stadig rockens vilde blomsterbarn

Med viltert hår, dybsort blik, raspende vibrato og dansende på bare fødder har Annisette, der nu fylder 75 år, stået i front for Savage Rose i mere end 55 år.

Med sanger Annisette Koppel i front vandt Savage Rose årets ærespris ved Danish Music Awards i Royal Arena i 2020. Annisette Koppel fylder 75 år tirsdag den 29. august 2023. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Årtier før TikTok og YouTube skabte Savage Rose med Annisette i front af sig selv international begejstring med deres egen selvkomponerede musik.

Succesen skyldtes især en af de største stemmer i dansk rockhistorie med en kraft som en islandsk gejser.

Den 29. august fylder Annisette 75 år.

De brændende øjne stråler stadig under gardinet af langt sort hår hos barfodssangeren, mens stemmen er naturligt ciseleret med livets årringe efter mere end 60 års uafbrudt kunstnerisk virke.

Annisette Koppels liv blev grundigt beskrevet for et par år siden i selvbiografien “Ild og Frihed”.

Som datter af en revysangerinde og en værtshustjener optrådte hun som barn som ild og vand sammen med sin lyse storesøster, Rudi, med sang på tivolipladser landet over.

Rudi blev siden berømt som Mie i “Far til fire”-filmene og senere gift med datidens danske fodboldstjerne Harald Nielsen.

Urokkelige politiske idealer

Men Annisette fortsatte i blandt andet popbandet Dandy Swingers. Siden opstod Savage Rose sammen med blandt andre de klassisk uddannede brødre Thomas og Anders Koppel.

I en kælder i Søborg udviklede de en ny musikform mixet af klassisk, jazz, pop, folkemusik og rockblues. Samarbejdet med Den Kongelige Ballet om mesterværket “Dødens Triumf” blev blot ét eksempel derpå.

Savage Rose fik medieeksponering og koncerter i de store koncertsale fra dag ét. Hippieensemblet indspillede i New York og turnerede i USA.

Men bandets urokkelige politiske idealer blokerede en stor international pladekontrakt. For at spille under Vietnamkrigen for amerikanske soldater var uspiseligt for antikrigsbandet Savage Rose.

I 80’erne fik også musikbranchen herhjemme nok af bandets politiske aura udsprunget af medlemskabet af det marxistisk-leninistiske parti DKP/ML.

Så i en årrække optrådte Savage Rose mest til demonstrationer og i internationale flygtningelejre.

Symbolet på Savage Rose

Men de holdt ved, og Annisette forblev symbolet på Savage Rose. Også da Thomas Koppel uventet faldt død om ved klaveret i 2006.

Heller ikke det tog livet af Savage Rose. Annisette flyttede til Danmark fra parrets hjem i USA og samlede et nyt band suppleret med familiemedlemmer.

Hurdlen blev overvundet, ligesom da Annisette ti år forinden fik kræft kort efter bandets helt store comeback med albummet “Black Angel” i 1995.

Efter mange år under den kommercielle musikverdens radar blev pladen indspillet sammen med jazzikonet George Duke i Los Angeles og udløste dobbelt platin.

Ingen kemo

Da kræften kom, afviste Annisette kemo. I stedet rykkede Koppel-parret til Los Angeles, hvor de boede de næste ti år.

Varmen, solen og et mere ustresset liv helbredte hende, mente hun selv.

Hun var da som nu kittet i Danmarks nok mest egensindige band.

Annisette er mor til døtrene Naja og Billie.

Først publiceret: 28. august 2023
Artiklen er sidst opdateret 28. august 2023 kl. 11:18

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og