Han har meget mere at byde på end lækkert hår
Børneteater og charme, selvtillid og lækkert hår indledte karrieren. I dag ser tv-seere i 40 lande ham som betjent i "Sommerdahl". Peter Mygind fylder 60 år.
Han har spillet med i en lang række af de mest populære tv-serier herhjemme, ligesom han har både film- og værtsroller på sit lange cv.
Hans komiske talent skød karrieren i gang, men siden har også de mere alvorlige roller fyldt – ligesom han ikke har været bange for at stå frem og dele ud af sine egne erfaringer, når privatlivet har budt på udfordringer.
Skuespiller Peter Mygind fylder 60 år den 28. august, og han har fuld gang i karrieren.
De seneste par år har han blandt andet spillet med i hitserierne “Borgen”, “Riget” og “Sommerdahl”.
Vises i 40 lande
I sidstnævnte spiller han politiefterforskeren Dan Sommerdahl, der døjer med kærligheden.
I øjeblikket vises seriens fjerde sæson, og ud over at have et stort publikum på TV 2 Charlie og TV 2 Play er serien også solgt til 40 lande.
Femte sæson forventes at få premiere i 2024.
Peter Mygind mestrer både sjov og alvor i sine roller. Absurd komik, gakkede dansetrin, smertefulde kærlighedsrelationer og politiske intriger.
Han har fortalt i flere interview, at det har været vigtigt for ham at være eventyrlysten som skuespiller og ikke lade sig begrænse til en type rolle.
Bred palet af roller
I den politiske dramaserie “Borgen” spiller han den kyniske chefredaktør Michael Laugesen, mens han spillede lægen Mogens “Mogge” Moesgaard i Lars von Triers absurde gyserkomedie “Riget”.
Men Peter Mygind indledte for alvor sin karriere som den energiske Scorekaj i DR’s børneprogram, hvor han var ophavsmand til ordene “charme, selvtillid og lækkert hår”, som skulle blive en landeplage.
Inden da havde Peter Mygind spillet børneteater med sin mor, skuespiller og teaterleder Jytte Abildstrøm.
Siden fik Peter Mygind stor succes med sine roller som ung chauffør i “Taxa” og skilsmisseramt reklamemand i “Nikolaj og Julie”.
Det var i slutningen af 1990’erne og starten af 00’erne, hvor tv-serier virkelig kunne samle nationen i bedste sendetid, og Peter Mygind blev for alvor kendt.
Blev genoplivet
Ved siden af skuespillet har Peter Mygind også kastet sig ud i flere ambassadørroller og foredrag, ofte foranlediget af begivenheder i sit eget liv.
Han har arbejdet for at bekæmpe mobning og vold, blandt andet i et tv-program, efter at hans egen søn blev overfaldet.
Han holder sammen med sin søn foredrag om sønnens senere stofmisbrug, og hvordan man som forælder kan hjælpe unge ud af misbrug.
Han er også ambassadør for Hjerteforeningen, efter at han selv faldt om med hjertestop og blev genoplivet.
Peter Mygind har i mere end 30 år været sammen med journalist og selvstændig rådgiver Lise Mühlhausen. De har to sønner, Valdemar og Julius.
Først publiceret: 25. august 2023
Artiklen er sidst opdateret 21. marts 2024 kl. 11:19