Opsøgt i eget hjem: Mand fik udleveret dankort og vendte tilbage

En kvinde på 92 år udsat for ny uhyggelig kriminalitet: Bliver opsøgt i sit hjem af mand "fra banken" og udleverer kreditkort og koder. Senere kom manden tilbage for at få udlveret kvindens smykker.

Det er ikke længere “kun” kreditkort, som kriminelle går efter, når de opsøger ældre i deres hjem efter at have udgivet sig for at være fra banken.

Nu vender svindleren tilbage for at få udleveret smykker.

Den nye uhyggelige tendens gik onsdag ud over en kvinde på 92 år.

Vendte tilbage

Kvinden – der bor i Værløse – blev om eftermiddagen ringet op af en kvinde, der påstod, at hun var fra Nordea og kunne se, at den 92-åriges konto var blevet misbrugt.

Kvinden i telefonen fortalte den 92-årige, at der ville komme en mand til hendes adresse og hente hendes dankort og også skulle have pinkoden udleveret. Kort efter kom en mand til kvindens hjem i Ydungård og fik tingene udleveret.

Han vendte senere på aftenen tilbage til adressen, hvor han fik udleveret kvindens smykker.

Sort maskering

Da han fik udleveret smykkerne, lå i de en grøn plastikpose.

Det blev tillige senere konstateret, at der er hævet et større beløb fra kvindens bankkonto.

Manden beskrives som østeuropæisk af udseende, 40-50 år, kraftig af bygning, iført sort trøje og sort maskering.

Politiet: Ring til banken

Politiet opfordrer til, at man aldrig udleverer hverken dankort, koder eller oplysninger om disse til andre.

Bliver man ringet op af en person, som udgiver sig for at være fra banken, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til bankens officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel eller bare lægge røret på.

Hjælp med at advare andre

Du kan gøre andre opmærksom på den nye og uhyggelige form for svindel ved at dele artiklen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: 24. juli 2023
Artiklen er sidst opdateret 24. juli 2023 kl. 9:28

Se, hvad vi ellers skriver om:

og