Udsat for digital svindel? Her kan du få hjælp
En ny Cyberhotline for digital sikkerhed skal hjælpe, hvis man er blevet hacket eller har brug for råd og vejledning til at beskytte sig mod it-kriminalitet.
Der går ikke en dag uden, at en eller flere er forsøgt hacket, udsat for identitetstyveri eller phishing.
Digital svindel er kommet for at blive, og det er derfor vigtigere end nogensinde at beskytte sig mod it-kriminalitet.
Digitaliseringsstyrelsen har nu oprettet en hotline, som skal hjælpe borgere med at få styr på den digitale sikkerhed.
Hos Cyberhotline kan man blandt andet få hjælp til, hvordan man spotter falske webshops, beskytter sig mod svindel på sociale medier og sikrer sit trådløse netværk.
Cyberhotline
- Cyberhotlinen er åben 365 dage om året på telefonnummer 33 37 00 37.
- Åbningstider: 08-20 på hverdage samt 10-16 i weekender og helligdage.
- Man kan også kontakte cyberhotlinen skriftligt, hvis du klikker HER.
Kilde: Digitaliseringsstyrelsen
Når uheldet er ude
Derudover kan man kan få råd og vejledning, hvis du skulle få mistanke om, at du har fået misbrugt dine personlige oplysninger.
Her gives der basal vejledning om, hvordan du skal forholde dig, hvis du er udsat for et cyberangreb eller digital svindel, og hvem det er relevant at kontakte for videre vejledning.
Cyberhotlinen for digital sikkerhed kan kontaktes på telefon 33 37 00 37 på hverdage 8:00-20:00 og i weekenden og helligdage mellem 10:00-16:00. Eller på mail via sikkerdigital.dk/cyberhotline.
Først publiceret: 1. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret 1. marts 2023 kl. 14:27