Kæledyr med på rejse? Husk dette

Husk chipmærkning, vaccination og pas, hvis dit kæledyr skal med på sommerens rejse. Læs her om Fødevarestyrelsens vejledning og potentielle udfordringer ved at rejse med kæledyr til udlandet.

Tænk grundigt over, om det er fornuftigt at tage din firbenede ven med til udlandet, før du kontakter dyrlægen, påpeger Fødevarestyrelsen.

Skal katten eller hunden med på sommerferieeventyr i udlandet, er der flere ting, som du bør huske.

For at have dit kæledyr med til et andet EU-land, skal dyret nemlig være chipmærket, vaccineret mod rabies og have et pas.

Alle disse nødvendige foranstaltninger kan tages hånd om hos dyrlægen.

Sådan lyder det fra Fødevarestyrelsen.

Her kan du finde information

Der er forskel på landenes krav til kæledyrene, hvilket er vigtigt at have in mente før afrejsen.

“Selvom EU-landene stiller stort set enslydende krav til turister, der har deres kæledyr med, kan der være forskelle. For eksempel stiller Sverige krav om, at din hund skal være i bur eller sikkerhedssele, hvis du har den med i bilen,” siger kontorchef i Fødevarestyrelsen Christina Rughede.

Hun peger på, at kæledyrsejere kan bruge Fødevarestyrelsens online-guide til “Rejse med kæledyr” for at sikre, at de har husket alt det nødvendige.

Du finder styrelsens guide her.

Dit kæledyr risikerer at strande

Christina Rughede opfordrer også til at tjekke hvilke krav, du skal leve op til, for at du uden problemer kan få dit kæledyr med ind i Danmark igen fra en rejse til lande uden for EU.

Kravene til udturen er ikke nødvendigvis de samme som dem, der stilles, når du skal hjem, fortæller hun.

“Skal du for eksempel en tur til Tyrkiet, bør du senest tre måneder inden afrejse have taget en blodprøve på dit kæledyr, som bekræfter, at rabiesvaccinen virker. Den skal du nemlig kunne fremvise, når du skal ind i EU igen.”

“Har du ikke den, skal blodprøven tages, mens du er på ferie, og herefter skal du vente tre måneder på, at dit kæledyr opfylder betingelserne. Dit kæledyr risikerer altså at strande i udlandet i månedsvis, hvis du ikke gør dit forarbejde.”

Først publiceret: 16. juni 2023
Artiklen er sidst opdateret 16. juni 2023 kl. 11:03

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og