Far blev ramt af demens: De første tegn
Da min far blev ramt af demens, kom det snigende over længere tid. Og på et tidspunkt stod det klart, at det ikke bare var alderen, der drillede. Læs Lene Petersens personlige beretning om sin far, demens og livet som pårørende.
De første tegn?
En dag glemmer du et eller andet. Og måske spørger du dig selv:
”Er jeg ved at blive dement?”
Det er normalt, at man ikke kan finde sine nøgler. Men det er ikke normalt at lægge strygejernet i fryseren. Sådan hører man nogle gange fra eksperterne.
Nu er der ingen minder tilbage
Nu er der ingen minder tilbage
For en 6-7 år siden begyndte min far at blive dement. Han fik senere stillet diagnosen Alzheimers/vaskulær demens i kombination.
Sygdommen trådte endnu tydeligere frem, efter han i 2017 fik en hjerneblødning.
I februar 2022 flyttede han ind på et demensplejehjem.
Han er nu fyldt 84 år.
Oprindelig er han udlært blikkenslager og blev siden VVS-installatør. Han har boet i samme by og på samme egn næsten hele sit liv.
Men det har han ingen erindringer om i dag. Der er ingen minder tilbage.
Han har været gift med min mor i snart 60 år.
Jeg er den ældste af deres tre døtre.
Lene Petersen, 58 år. Freelancejournalist. Bor i Odense.
Da min far blev ramt af demens, kom det snigende over længere tid.
Hvad var de første tegn? Det er ikke helt enkelt at svare på. For samtidig var han jo også bare ved at være gammel, og så kan man jo godt blive lidt glemsom og lidt mærkelig.
Eller?
På et tidligt tidspunkt gik han selv til sin egen læge: ”Jeg husker ikke så godt”.
Da han kom hjem igen, fortalte han, at lægen havde sagt, at “det gjorde han heller ikke”.
”Så det var nok ikke noget”.
Men som tiden gik, var der alligevel noget. Noget galt.
Det han glemmer
Min far lagde ikke strygejernet i fryseren. Men han begyndte at blive usikker og få svært ved at orientere sig.
Pludselig kunne han ikke finde vej, selv om han var et sted, som han ellers kendte ud og ind. Også når han kørte bil.
En dag skulle han til frisøren, men gik ind i en forkert salon.
Om sommeren skulle hjælpe en af sine døtre i haven, men kunne pludselig ikke finde ud af, hvad han skulle gøre, eller hvordan han brugte de forskellige redskaber.
Han holdt fast på, at han sagtens kunne være alene nogle timer, hvis min mor havde en aftale. En sen eftermiddag kom hun hjem klokken 17, og så var han gået i seng, for han troede, det var nat.
Og på et tidspunkt står det klart, at det ikke bare er alderen, der driller.
Det er tragisk og forfærdeligt at blive ramt af en demenssygdom. For den der bliver syg og for familie og venner omkring.
Det kan være meget svært at erkende, at den er gal.
Men selv om vi lukker øjnene og håber det bedste – ”han er jo også ved at være oppe i alderen” – så går det ikke væk.
Solskin der skal slikkes
I dag ved vi, at der er hjælp at få. Blandt andet ved kommunernes demens-team, demens-koordinering eller hvad det kaldes i de enkelte kommuner.
Da de var klar til det, fik min far og mor kontakt med en kommunal demenskoordinator, som besøgte dem og fulgte dem løbende, indtil min far flyttede på plejehjem.
Og selv om man bliver ramt af en demenssygdom er livet ikke slut. Der kan være mange gode dage, måneder og år endnu. Gode såvel som dårlige.
Selv om alting bliver anderledes, og der også kommer sorg og frustrationer, så er der forhåbentlig stadig mange ture, der skal gås sammen.
Solskin der skal slikkes.
Mad der skal nydes.
En kold fadøl i sommervarmen.
Sange man kan synge sammen.
Musik man kan lytte til eller måske danse lidt til musik fra dengang, man var ung.
Og en varm hånd at holde godt fast i.
Lenes 8 gode råd: Skriv det ned
At være pårørende til en person med demens kan både være kaotisk og følelsesmæssigt udfordrende. Ofte når jeg har været hos min far, er hovedet nærmest tomt bagefter.
Efterhånden som tiden går og sygdommen bliver mere og mere udtalt og overvældende, kan det være rigtig svært at huske, hvad der egentlig er sket, for det hele flyder sammen.
Derfor er mit råd at købe en notesbog og begynde at skrive ned. Jo før jo bedre.
1. Skriv ned, når der er tegn
Skriv det ned allerede, når din far, mor, mand eller kone – eller hvem det er – begynder at vise tegn på, at der er noget galt. Gerne konkrete eksempler.
2. Angiv tid og sammelign
Husk tidsangivelse – måned og år. For senere kan du sammenligne og se, om der er sket en udvikling. Hvad kunne vedkommende på dét tidspunkt og hvordan er det nu?
3. Er der ord, der forsvinder?
Et eksempel: Er der ord, som din pårørende ikke kan sige længere – hvilke og hvor tit?
4. Er der ændring i adfærd?
Er der ændring af adfærd – personlighed? Vær konkret og kom med eksempler. Det hjælper dig til at huske og sammenligne.
5. Hvad er der aftalt med eksperter?
Du kan også notere aftaler med eksperter – læger – kommune med videre. Hvad blev der aftalt og hvornår?
6. Skriv spørgsmål ned
Få også skrevet spørgsmålene ned til læge/sygeplejerske – til demensteam og hvem du er i kontakt med.
7. Få ord på dine tanker og følelser
Måske har du også overskud til at skrive lidt om dine egne tanker og følelser. Det kan være en hjælp at få ord på det.
8. Dine noter kan bruges
Dine noter kan du også bruge, hvis din egen læge eller en læge fra en demensafdeling senere måske skal udspørge dig om dine oplevelser af symptomer med videre.
Først publiceret: 29. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret 26. maj 2023 kl. 13:55
