Overlevelseskamp: døden nær tre gange

Bodil Jørgensen, der er blandt andet er kendt fra tv2-dramaserien "Badehotellet", fortæller om sine nærdødsoplevelser. Samtidig løfter hun sløret for, hvad der skal stå på hendes gravsten.

Skuespiller Bodil Jørgensen. Foto: Emil Agerskov/Ritzau Scanpix

Skuespiller Bodil Jørgensen har været tæt på at dø flere gange.

Ikke én, ikke to, men hele tre gange har hun været tæt på døden som følge af ulykker.

Nu fortæller den revyaktuelle skuespiller til Tv2, hvilke spor oplevelserne har sat i hende.

Blev kørt over af traktor

Det var under optagelserne til en “Far til fire”-film, at skuespilleren senest var døden nær.

For traktoren, som Bodil Jørgensen sad på, gik i stå på vej op ad et dige og rullede baglæns.

Bodil Jørgensen faldt af og kom ind under traktoren. Begge hendes lunger klappede sammen, og en række knogler var brækket. Hendes liv var i fare.

I dag er hun taknemmelig over livet og hjælpen fra en akutlæge, der ankom kort efter.

“Det kan godt være, at man skal køres over af en traktor for at indse det,” siger skuespilleren, og tilføjer, at kampen om at komme tilbage på fødderne igen tog lang tid.

Landede i skovbunden

Skuespilleren var i 1988 ombord et DSB-tog, der blev afsporet nær Sorø.

Her havde Bodil Jørgensen heldet med sig. For togvognen som hun sad i landede i en blød skovbund.

Imens endte en anden vogn i et område fyldt med sten. Otte mennesker omkom.

Kæmpe scenevæg faldt ned

Døden kom igen faretruende tæt på skuespilleren til en prøve på Det Kongelige Teater i 2012.

Her blev skuespilleren Søren Sætter-Lassen blev ramt af en 500 kilo tung scenevæg. Bodil Jørgensen nåede lige akkurat at komme væk, det samme gjaldt ikke for hendes kjole, der kom i klemme.

Frygt ikke, tro kun

Bodil Jørgensen fortæller, at hun ikke er bange for døden. For det er lige så stærkt et vilkår, at vi skal herfra igen, som at vi kommer hertil, lyder det.

Skuespilleren har allerede valgt, hvad der skal stå på hendes gravsten:

Frygt ikke, tro kun.

Valget er faldet på netop dét, fordi det er nogle gode, rammende ord. Og så er det billigt, påpeger Bodil Jørgensen med et smil.

Først publiceret: 17. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret 17. maj 2023 kl. 9:59

Se, hvad vi ellers skriver om:

og