Hjernesund: Tag testen og forebyg demens

DR-journalist mistede far til demens. Ny test fortæller dig, hvordan du holder din hjerne sund og forebygger potentielle demenssygdomme.

Med Hjernesund-testen får du mulighed for at finde ud af, hvor du selv skal sætte ind for at holde din hjerne sund og nedsætte risikoen for demens. Foto: Screendump fra plakat/Alzheimerforeningen.

Med en ny såkaldt hjernesund-test ønsker Alzheimerforeningen at klæde danskerne på med viden om, hvad de hver især kan gøre for at forebygge demens – og potentialet er virkelig stort, viser international forskning på området.

Demens er blandt de mest alvorlige og ødelæggende sygdomme i vores samfund. Faktisk er demens den fjerde hyppigste dødsårsag i Danmark.

DR-journalist mistede far: En sygdom jeg frygter

Selvom der er blevet forsket i forebyggelse af demens i flere år, er det nyt for mange danskere, at man selv kan gøre noget for at nedsætte sin risiko for at udvikle demens.

Faktisk viser en Megafon-måling foretaget for Alzheimerforeningen, at næsten halvdelen af danskerne er i tvivl om, at man kan gøre noget for at forebygge demens.

DR-journalist Kasper Friche har selv har haft en far med demens og har beskrevet det i en række dokumentarfilm på DR "Er du der, far?", "Hva’ nu, mor?" og "Farvel far".

Kasper Friche er meget opmærksom på at holde sin hjerne sund:

"Efter at have haft demens så tæt inde på livet, er det en sygdom, jeg frygter mere end noget andet."

"Min far levede med meget stress i mange år, og det er også et sted, jeg selv har været. Og det er klart, at hvis man overbelaster kroppen og sin ”computer” på den måde, så har det også konsekvenser. Derfor tænker jeg meget på at stoppe op og trække vejret ind imellem - lave noget aktivt med mine unger og passe på min hjerne," fortæller han.

Den gode nyhed er, at omfattende forskning viser, at mere end en tredjedel af demenstilfælde kan forebygges ved enkle livstilsændringer.

Og med den nye Hjernesund-test, som gratis kan tages på www.hjernesundtesten.dk, får man mulighed for at finde ud af, hvor man selv skal sætte ind for at holde sin hjerne sund og nedsætte risikoen for demens.

“I testen bliver du spurgt ind til en række oplysninger og vaner, og ud fra dine svar får du lavet en personlig profil, der fortæller dig, hvor du allerede gør det godt, og hvor du kan sætte ind og forbedre din hjernes sundhed.”

“Hvis der er områder, du gerne vil arbejde med at forbedre, kan du skrive dig op til at få tips og inspiration inden for hvert enkelt område,” fortæller Maria Fisker Ringgaard, der er projektleder i Alzheimerforeningen.

Stærkt fundament

Bag rådene, man modtager, står nogle af landets skarpeste hjerner inden for hvert af de faktorer, der spiller ind på vores risiko for at udvikle demens, og som vi kan gøre noget for at ændre på.

Det drejer sig om: fysisk aktivitet, kost, rygning, alkohol, mental stimulation, depression, forhøjet blodtryk, svær overvægt, diabetes, forhøjet kolesterol, hjertesygdom og nyresygdom.

“Nogle af de faktorer, der har en betydning for risikoen for at udvikle demens, kender folk sikkert fra anden forebyggelse. For eksempel spiller kost, fysisk aktivitet og vores forhold til alkohol og rygning ind. Men når det kommer til at holde hjernen sund, har det eksempelvis også en stor betydning at lære nye ting, være social og gøre de ting, der giver én livskvalitet, fortæller hjerneforsker og læge ved Københavns Universitet, Ellen Garde, der er en del af ekspertfølgegruppen bag testen.

Bag Hjernesund-testen står Alzheimerforeningen i samarbejde med Nationalt Videnscenter for demens, Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium og en lang række sundhedseksperter.

Projektet er finansieret af Sygeforsikringen “danmark” og Lundbeckfonden.

Først publiceret: 13. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret 12. maj 2023 kl. 13:55

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og