Sådan kan hvert tredje tilfælde af demens undgås
Et nyt studie viser, at der især er fire faktorer, som danskerne skal være særligt opmærksomme på, hvis de vil gå udenom sygdommen.
Fysisk inaktivitet, daglig rygning og svær overvægt har alle det tilfælles, at de sammen med 9 andre risikofaktorer kan være skyld i demens.
Vi ved fra tidligere forskning, at omkring 40 procent af tilfældene skyldes de 12 risikofaktorer, men i Danmark er det især fire af dem, der fortjener ekstra fokus.
Det viser en ny undersøgelse fra Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet.
Fire risikofaktorer er særligt vigtige i Danmark
Hvis vi skal kunne forebygge flest tilfælde af demens herhjemme, skal vi kigge på risikofaktorer som fysisk inaktivitet, ukorrigeret høretab, forhøjet blodtryk og svær overvægt.
Når det så er sagt, er det stadig vigtigt at være opmærksom på de øvrige faktorer, som for eksempel et højt alkoholforbrug og traumatisk hjerneskade, der begge kan være direkte årsager til demens.
De 12 risikofaktorer
- Fysisk inaktivitet
- Ukorrigeret høretab
- Forhøjet blodtryk
- Svær overvægt
- Depression
- Daglig rygning
- Diabetes
- Lavt uddannelsesniveau
- Oplevelse af social isolation
- Traumatisk hjerneskade
- Et højt alkoholforbrug, med mere end 14 genstande om ugen.
- Eksponering for luftforurening
Kilde: netdoktor.dk
Først publiceret: 28. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret 28. marts 2023 kl. 13:20