Advarsel: Salmonella fundet i karrypulver

Zergil-karrypulver tilbagekaldes på grund af fund af salmonella. Det bør enten leveres tilbage eller kasseres.

Zergil-karrypulver tilbagekaldes på grund af fund af salmonella. Det bør enten leveres tilbage eller kasseres.

Inter Dairy Food ApS tilbagekalder Zergil-karrypulver, da der er fundet salmonella i produktet. Produktet bør enten leveres tilbage til den butik, det er købt i, eller kasseres.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om karrypulver, der er markeret som “Bedst-før” den 1. august 2024.

Symptomer på salmonellainfektion

Symptomerne på en salmonellainfektion er diarré, mavesmerter, feber, hovedpine, kvalme og opkast. Sygdommen varer typisk mellem et par dage og et par uger.

Har man indtaget karrypulveret og har symptomer på en salmonellainfektion, bør man kontakte sin læge, lyder det i pressemeddelelsen.

Karrypulveret er solgt i specialbutikker på Sjælland.

Så mange bliver syge af salmonella

Ifølge Fødevarestyrelsen bliver cirka 1000 borgere årligt registreret syge af salmonella. Det reelle tal er dog ifølge styrelsen meget højere, da mange ikke går til lægen.

Salmonella er en tarmbakterie, der blandt andet kan være i gødning fra husdyr, kæledyr og vilde dyr. Man vil typisk blive smittet fra fødevarer som fjerkræ, svine- og oksekød, lige som æg også i nogle tilfælde kan blive inficeret.

I Danmark er risikoen for at blive syg af salmonella fra æg og kyllingekød meget lille.

Her kan der være salmonella

Der kan også findes salmonella i fødevarer som upasteuriseret mælk, fisk og skaldyr og vegetabilske fødevarer, eksempelvis rå grøntsager.

Der findes over 2000 forskellige typer salmonella, men de typer, der hyppigst gør mennesker syge, er Salmonella Enteritidis og Salmonella Typhimurium.

Antallet af salmonellainfektioner er i løbet af årene gået ned i Danmark, i 2008 blev et usædvanligt højt antal borgere smittet. Dengang blev cirka 3600 tilfælde registreret.

I 2023 er der ifølge Statens Serum Institut registreret 256 tilfælde.

Først publiceret: 19. april 2023
Artiklen er sidst opdateret 20. april 2023 kl. 9:47

Se, hvad vi ellers skriver om:

og