Afslører: Det sker der med “Dansegarderoben”

"Dansegarderoben" er en afsluttet fortælling, lyder det fra Ditte Hansen og Louise Mieritz, som har kastet sig over nye projekter sammen.

Her ses blandt andre Ditte Hansen, Marie Bach Hansen, der spiller karakteren "Sussie" og Louise Mieritz. Foto: Bo Nymann/Photographer Bo Nymann/Ritzau Scanpix

Sidste afsnit af “Dansegarderoben” er valset over skærmen, og der var tale om et afdansningsbal.

For trods succesen er serien uigenkendeligt slut, lyder det fra seriens skabere, Ditte Hansen og Louise Mieritz, på den røde løber til uddelingen af Bodilprisen lørdag aften i Folketeatret i København

“Det er en afsluttet fortælling. Det har vi hele tiden vidst,” siger Ditte Hansen og fortsætter:

“Derfor er det så rørende, at folk siger: “Anden sæson?”, fordi den ér faktisk slut.”

“Seertallene er gode. Anmeldelserne er gode. Så vi er meget, meget glade. Det er sjældent, at man mærker, at både publikum og anmeldere er enige. Det er de jo ikke altid. Så er det faktisk ret rørende. Det er overvældende,” lyder det fra Ditte Hansen.

Et afsluttet kapitel

“Dansegarderoben” udspiller sig i og omkring Teltet på Bakken i 1970’erne. Men det er ikke datidens skuespillere i Cirkusrevyen, der er i front for fortællingen, men derimod danserne, som stod bag dem.

Serien skildrer blandt andet overgreb, misogyni og sexisme, der forties af tavshedskulturen, som hersker af frygt for repressalier.

“Vi kunne ikke drømme om bedre respons. Vi føler os virkelig set og forstået,” tilføjer Louise Mieritz.

“Der kører en debat nu. Og det er det, vi altid gerne har villet: at folk mærker det og taler om det.”

Selv om “Dansegarderoben” er et afsluttet kapitel, fortsætter Ditte Hansen og Louise Mieritz’ professionelle parløb.

For der er mange flere historier, der skal fortælles.

“Vi kommer med mere. Meget mere,” lyder det fra Ditte Hansen

“Vi må ikke sige noget endnu. Men jeg kan sige, at vi to skriver og instruerer videre.”

Først publiceret: 28. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret 28. marts 2023 kl. 8:44

Se, hvad vi ellers skriver om:

og