Hoffet: Det skal prinsesse Marie lave i USA

At prins Joachim flytter til den amerikanske hovedstad, Washington D.C, får også betydning for hans hustru, prinsesse Marie. Nu løfter kongehuset sløret for, hvad prinsessen skal bruge sin tid på.

Prins Joachim og prinsesse Marie. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

De lægger Frankrig bag sig og begynder et nyt kapitel.

Prins Joachim, prinsesse Marie og parrets to børn, grev Henrik og komtesse Anthea, flytter til USA.

Det sker, fordi prinsen har fået job som forsvarsindustriattaché på ambassaden i Washington.

Og nu fortæller hoffet overfor Ekstra Bladet, hvad prinsesse Marie skal beskæftige sig med i USA.

Fokus på familien

Der venter ikke noget job på nuværende tidspunkt for prinsesse, oplyser kongehuset.

“Prinsessen vil først og fremmest fokusere på, at familien finder sig til rette i et nyt land. Derudover vil prinsessen naturligvis forsat varetage arbejdet med sine protektioner og mærkesager,” siger kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, til Ekstra Bladet.

Prinsesse Marie har siden oktober 2021 haft arbejde som særlig kulturrepræsentant ved den danske ambassade i Paris.

Diskussion om apanage

I den kommende tid vil prinsens apanage være til debat i folketingssalen.

Det sker, når regeringen fremsætter et beslutningsforslag, så prins Joachim kan modtage årpenge som forsvarsindustriattaché i USA.

Ifølge Grundloven kræver det Folketingets samtykke, at prins Joachim kan modtage årpenge – også kaldet apanage – mens han er i USA.

Prins Joachim modtager ifølge kongehuset 315.449 kroner i årpenge om måneden.

Det er omtrent 3,7 millioner om året.

Først publiceret: 22. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret 22. marts 2023 kl. 14:22

Se, hvad vi ellers skriver om:

og