Tidligere tv-vært er klar som healer
Journalist Paula Larrain vil fremover bruge to dage om ugen som reiki-behandler på Østerbro i København. Hun har længe interesseret sig for spiritualitet.
Hun var igennem flere år frontfigur på Tv-avisen som nyhedsvært.
Siden blev Paula Larrain selvstændig som foredragsholder og ordstyrer.
Og nu har den tidligere tv-vært taget hul på en ny karriere.
For Paula Larrain er blevet reiki-behandler, skriver ugebladet Se og Hør.
“En naturlig fortsættelse”
Den nye titel fremgår af Paula Larrains hjemmeside, hvor man kan læse mere om behandlingerne og prisniveauet.
Hun fortæller, at healing længe har interesseret hende.
“Jeg har i mange år beskæftiget mig med tro, eksistens og spiritualitet som journalist, og det er herigennem, jeg læste om reiki. Så det er for mig en naturlig fortsættelse af min interesse,” siger Paula Larrain.
Hun har åbnet en klinik på Østerbro, hvor der er åbent to dage om ugen. Samtidig tilbyder Paula Larrain også fjernhealing.
Skal ikke sætte en stopper
At Paula Larrain begynder at arbejde med healing, betyder ikke at hun holder op med arbejdet som journalist.
“Der skal stadig være plads til alt det andet arbejdet med at holde foredrag, være ordstyrer og journalist,” fortæller den tidligere tv-vært.
Først publiceret: 20. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret 20. marts 2023 kl. 11:21