Thomas Helmig spiller to koncerter til sommer
Til sommer vil popikonet Thomas Helmig spille to koncerter i Tivoli, fremgår det af pressemeddelelse.
Til sommer bliver det muligt at synge med på hits som “Stupid Man” og “Malaga” i Tivoli i København.
Her spiller Thomas Helmig to koncerter på Plænen, skriver forlystelsesparken i en pressemeddelelse.
Thomas Helmig ser frem til at gøre comeback på den ikoniske scene.
“Det er over ti år siden, jeg sidst spillede på Plænen i Tivoli, og jeg husker en vild aften med rigtig mange mennesker.”
“Derfor har vi denne gang valgt at spille to dage i træk, og jeg er sikker på, at det bliver magisk at stå i den smukke have omgivet af kulørt lys og alle jer smukke mennesker,” siger Thomas Helmig i pressemeddelelsen.
Thomas Helmig lægger ud med at optræde til Fredagsrock den 28. juli.
Senest sket i 2013
Da han senest optrådte ved Fredagsrock i 2013, måtte Tivoli lukke portene grundet stor publikumstilstrømning.
Skulle det ske, at man går forgæves den 28. juli, har man chancen igen dagen efter – den 29. juli.
Her optræder han nemlig til koncertkonceptet Lørdagshits, der fik premiere i sommeren 2022.
Lørdagshits afvikles over otte lørdage og hylder musik, som alle kan synge med på, fremgår det af pressemeddelelsen.
Popfest i Tivoli
Frederik Wiedemann, der er kulturdirektør i Tivoli, er glad for, at det er lykkedes forlystelsesparken at booke popikonet til to koncerter.
“Det er ikke sket i nyere tid, at en kunstner fylder Plænen to dage i træk, men hvis nogen kan, så er det Thomas Helmig. Så den 28. og 29. juli bliver der virkelig popfest i Tivoli,” siger han i pressemeddelelsen.
Ud over Thomas Helmig kommer man også til at kunne opleve navne som sangerinden Jada, sangkometen Tobias Rahim og det britiske rockband Deep Purple til Fredagsrock.
Den 14. april skyder Tivoli koncertsæsonen i gang, hvor albumaktuelle Soleima og Eee Gee kommer og spiller.
Først publiceret: 10. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret 10. marts 2023 kl. 8:27