Familien Bruun Rasmussen forlader auktionshus
Auktionshuset Bruun Rasmussen blev sidste år solgt til internationalt firma. Nu stopper ejer gennem 37 år.
Jesper Bruun Rasmussen og Alexa Bruun Rasmussen forlader auktionshuset Bruun Rasmussen.
Det oplyser auktionshuset i en pressemeddelelse.
Bruun Rasmussen har været familieejet gennem tre generationer siden 1948.
Men i marts sidste år solgte familien virksomheden.
Efter overdragelsen vælger Jesper Bruun Rasmussen og datteren Alexa Bruun Rasmussen nu også at forlade auktionshuset.
De stopper officielt i løbet af marts.
Købt af internationalt auktionshus
Det var oprindeligt Arne Bruun Rasmussen, der grundlagde auktionshuset i Bredgade i København.
Sidenhen overtog Jesper Bruun Rasmussen, og han stod bag virksomheden, indtil den blev solgt i marts 2022 til det internationale auktionshus Bonhams.
“Det væsentligste hammerslag”
I pressemeddelelsen siger Jesper Bruun Rasmussen onsdag, at salget af familiefirmaet er “det væsentligste hammerslag, jeg har lagt”.
“Jeg har været i firmaet, siden jeg var 19 år og frem til denne overdragelse.”
“Og med mit 60-års jubilæum bag mig, med tre skønne børnebørn og en masse kunstoplevelser, jeg stadig har til gode, vil jeg glæde mig til at gå på museum, se og nyde kunsten uden at skulle svinge hammeren, i den forvisning om at mit sidste hammerslag til Bonhams har sikret husets fremtid,” siger 80-årige Jesper Bruun Rasmussen.
Det har ifølge pressemeddelelsen været “afgørende for familien, at virksomhedens ansatte er landet godt i den nye dagligdag med topledelse og kolleger rundt i verden”.
Også Jesper Bruun Rasmussens søn, Frederik Bruun Rasmussen, har arbejdet for auktionshuset. Men han stoppede i september.
Først publiceret: 3. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret 3. marts 2023 kl. 10:55