Se dyreste maleri solgt på auktion

Andy Warhols portræt af Marilyn Monroe blev tirsdag nat det dyreste billede fra det 20. århundrede nogensinde. Warhol-portræt slår rekord med prisskilt på knap 1,4 milliarder.

Portrættet af Monroe er også suverænt det dyreste Andy Warhol-maleri, som nogensinde er blevet solgt.

Andy Warhols ikoniske portræt af skuespillerinden og sexsymbolet Marilyn Monroe er natten til tirsdag blevet det dyreste stykke kunst fra det 20. århundrede, som nogensinde er blevet solgt på auktion.

Salget af den velkendte afbildning i turkis, gul og pink blev lukket med et hammerslag på intet mindre end 195 millioner dollar. Det er et af fem malerier, som Warhol har lavet med Monroe som motiv.

Det fremgår af auktionshuset Christies’ hjemmeside.

Beløbet svarer til 1,37 milliarder danske kroner. Maleriet stryger dermed ind på førstepladsen som det dyreste nogensinde fra det 20. århundrede.

Andre malerier fra det 20. århundrede er tidligere blevet solgt til højere priser. Det har dog været gennem privat salg og ikke auktion.

Slog Picassos algierske kvinder

Pladsen blev ifølge antikmediet antiquestradegazette.com snuppet fra Pablo Picassos billede “Kvinder fra Algier”.

“Kvinder fra Algier” blev malet i 1955, og i 2015 indbragte det 179,4 millioner dollar på en auktion. Det svarer til 1,26 milliarder kroner.

Portrættet af Monroe er også suverænt det dyreste Andy Warhol-maleri, som nogensinde er blevet solgt.

Det tidligere dyreste Warhol-maleri, der er solgt ved en auktion, var maleriet “Silver Car Crash (Double Disaster)”. Det blev solgt for 105 millioner dollar i 2013. Med dagens dollarkurs svarer det til godt 739 millioner kroner.

Den amerikanske kunstner Andy Warhol døde i 1987 som 58-årig. Han var en af hovedkræfterne i kunstbevægelsen pop art.

Hans malerier af Marilyn Monroe er blandt hans mest kendte værker.

Marilyn Monroe var en af de mest populære Hollywood-stjerner i og omkring 1950’erne. Hun blev fundet død i sit hjem i 1962 som 36-årig.

Læs mere om kunst, kongelige og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 10. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret 16. maj 2022 kl. 10:34

Se, hvad vi ellers skriver om: