Gæld til banken: Pas på ved udbetaling af pension
Jysk sparekasse lod pensionspenge stå i fred på konto i otte dage og beslaglagde dem så for at få dækket en del af sit tilgodehavende. Ved gæld kan det sikreste være at flytte pensionsordning til andet pengeinstitut eller rykke NemKonto
En senior fik ingen glæde af en udbetaling fra en ratepension på lidt over 32.000 kroner. Skatten snuppede 13.000 kroner, og de resterende 19.000 kroner inddrog Den Jyske Sparekasse.
Efter en tvangsauktion skyldte manden et større beløb til pengeinstituttet. Sparekassen lod de udbetalte 19.000 kroner fra pensionen stå på mandens konto i otte dage. Derefter nuppede de dem og modregnede i hans gæld.
Det blev han så sur over, at han klagede til Det finansielle ankenævn. Men det får han intet ud af. Det finansielle ankenævn godkender, hvad sparekassen har gjort.
Se hele afgørelsen fra ankenævnet HER
Beskyttet mod kreditorer
Pensionsordninger er normalt beskyttede midler. Ingen kreditorer kan gøre udlæg i dem. Selv om en person skylder mange penge, kan ingen røre pensionsopsparingen.
Men der kan opstå problemer, når seniorer får udbetalt pensionsmidler. Så går pengene på en almindelig konto, og så har banken en chance for at komme til pengene.
Det var manden godt klar over. Han havde derfor planer om at flytte pensionsordningen til et andet pengeinstitut end den sparekasse, hvor han skyldte penge.
Men flytningen blev ikke gennemført før udbetalingen.
Nej til anden konto
Senioren bad også om, at udbetalingen fra ratepensionen skete til en konto i et andet pengeinstitut. Men det afviste sparekassen. Den sagde, at pengene skulle indsættes på en konto i samme pengeinstitut, hvor ordningen fandtes.
Sparekassen fortæller, at den faktisk rådgav manden om at flytte pensionsopsparingen til et andet pengeinstitut. Dermed kunne han helt selv bestemme over det udbetalte beløb.
Pengeinstituttet siger også, at den fortalte manden, at han kunne flytte de udbetalte penge inden for en “fredningsperiode” på otte dage. Men det benyttede han sig ikke af.
Ingen kommentarer
Den Jyske Sparekasse er siden sagen overtaget af Vestjysk Bank. Banken har ingen kommentarer til afgørelsen.
Pengeinstitutternes organisation siger, at de heller ikke kan bidrage med yderligere. Finans Danmark oplyser, at der ikke kan siges noget generelt om en “fredningsordning” ved udbetaling af pensionsmidler.
Først publiceret: 25. februar 2023
Artiklen er sidst opdateret 24. februar 2023 kl. 15:08