Bitter eks-politichef fulgte ekskæreste på gps
En 61-årig mand søgte flere gange på 47-årig kvinde i politisystemer og fulgte hende gennem gps, erkender han.
En tidligere politichef ved en politikreds på Sjælland erkender, at han i en periode på knap halvandet år har foretaget flere søgninger på en 47-årig ekskæreste i politiets systemer og fulgt hendes færden gennem en gps.
Erkendelsen er kommet tirsdag i Retten i Nykøbing Falster, hvor den 61-årige mand sidder på anklagebænken.
Han er blandt andet tiltalt for at have lavet ulovlige opslag på i alt fire personer. Tre af dem erkender han, mens det fjerde bestrides. Han nægter sig også skyldig i en række forhold, hvor han skal have søgt på forskellige adresser.
Det skyldes, at disse søgninger er sket i tjenstlig anledning, forklarer hans forsvarer, Henrik Stagetorn.
Forsmået og bitter
Den tidligere politichef forklarer i retten, at han og kvinden i 2019 etablerede et forhold og flyttede sammen.
På et tidspunkt opdagede han dog, at hun havde indledt et forhold til en anden mand, og de flyttede fra hinanden. I perioden kort efter bruddet søgte han flere gange på hendes personnummer i politiets interne systemer.
“Hun var gået på grund af en anden mand. Jeg var forsmået og bitter,” lyder det fra den tidligere politichef, da anklageren hører ham ind til opslagene.
Efter to måneders brud, fandt manden og kvinden dog sammen igen og flyttede sammen i et nyt hus, forklarer den 61-årige.
Det varede dog ikke længe, inden den 47-årige kvindes mobil igen begyndte “at bimle og bamle”.
Den tidligere politichef kiggede i beskederne, og fandt ud af, at hans kæreste igen modtog beskeder fra den mand, som hun tidligere havde en affære med.
“Beskeder, som man i hvert fald ikke ønsker, at ens kæreste modtager fra en anden,” forklarer han.
Gik fra hinanden igen
Det førte til et brud mellem de to, og han bad hende efterfølgende om at flytte ud af deres bolig.
Da hun var flyttet, foretog politimanden igen flere søgninger på kvinden i politiets systemer. Også det forklarer han med, at han var forsmået og bitter.
I samme periode søgte politimanden efter rivalen i politiets systemer, hvor han fandt frem til hans navn og telefonnummer.
“Det var igen den forsmåede mand, der havde opfanget, at han var rendt med min kæreste – og hvem var han?”, lyder forklaringen fra den 61-årige tidligere politichef.
Der ventes dom i sagen fredag i denne uge.
Først publiceret: 17. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret 17. januar 2023 kl. 14:21