Coronavariant undviger immunitet fra vaccine

Det er ikke længe siden, at mange over 50 fik boosterstik, men alligevel stiger smitten. Det går hårdest ud over ældre.

Der er ifølge SSI ikke noget, der tyder på, at BQ.1.1 giver mere alvorlig sygdom og indlæggelse.Der er ifølge SSI ikke noget, der tyder på, at BQ.1.1 giver mere alvorlig sygdom og indlæggelse.

Hvis du tror, at du er fuld garderet mod smitte, fordi du har fået boosterstik, må du tro om igen.

Den nye coronavariant – BQ.1.1. – er ikke så nem at få ram på, da den viser sig at være den mest hårdføre hidtil.

For selvom det kun er få måneder siden, at alle over 50 fik tilbudt et boosterstik med en ny varianttilpasset vaccine, stiger smitten alligevel.

Den nye variant og flere af dens undervarianter er nemlig i stand til at smitte personer, der tidligere har været smittet eller er  vaccineret.

Men den er ifølge Søren Alexandersen, faglig direktør i SSI, ikke skyld i den betydelige overdødelighed blandt ældre over 85 år:

“Vi kan ikke udelukke det, men vi kan sige, at når vi ser på personer, der har fået en booster med de variantopdaterede vacciner, ser vaccinerne ud til at give en god beskyttelse mod indlæggelse og alvorlig sygdom,” siger han til Tv 2.

Ældre er ekstra udsat

Professor i virologi Allan Randrup Thomsen fortæller, at den nye variant især går ud over den ældste del af befolkningen:

“Her har en del i forvejen haft en dårlig respons på vaccinerne i al almindelighed sammenlignet med yngre personer. Nogen beskyttelse mod alvorlig sygdom vil de fleste dog have, selvom vi har set en stigning i dødstallet.”

Han forklarer desuden, at de ældre samtidig også døjer med lavere immunitet, selvom nogle måske har været smittet tidligere og er vaccineret, hvorfor de er ekstra udsat i forhold til resten af befolkningen.

Kilde: tv2.dk

Først publiceret: 15. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret 13. januar 2023 kl. 13:51

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , , og