Grev Nikolai i sorg: et stort tab

Grevinde Alexandras mor, Christa Manley, er død. Hun blev 89 år gammel.

En sorg har ramt grev Nikolai og grev Felix. Foto: Fd/Francis Dias/Ritzau Scanpix.

Brødrene grev Nikolai og grev Felix har mistet deres mormor, Christa Manley.

Det skriver Billed Bladet.

Hun gik bort i en alder af 89 år i den østrigske hovedstad, Wien.

Det skete den 5. januar om eftermiddagen i Christa Manleys eget hjem.

En vigtig del af vores opvækst

Via sin mors presserådgiver sætter grev Nikolai ord på tabet af mormoren.

“Grandma betød uendelig meget for os og har været en en vigtig del af vores opvækst. Det er et stort tab for min bror og mig,” siger grev Nikolai til ugebladet gennem grevinde Alexandras presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen.

Var med hende til det sidste

Grevinde Alexandra fortæller til BT, at hun og hendes to søstre var med deres mor, da hun tog sit sidste åndedræt.

“Jeg er lykkelig for, at mine søstre og jeg nåede at samles, på trods af at vi bor i forskellige dele af verden,” siger hun til BT og fortsætter:

“Hun elskede sin familie og sine venner og elskede at rejse. Hun havde en stor appetit på livet, og det blev givet videre til os.”

Afsked i slutningen af januar

Bisættelsen finder sted i slutningen af måneden.

Christa Manley bliver bisat ved siden af sin mand, Richard Manley, skriver Billed Bladet.

Han blev 85 år gammel og døde for 12 år siden.

Kilder: Billed Bladet, BT

Først publiceret: 10. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret 10. januar 2023 kl. 7:56

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og