Her er pensionen, der gør seniorer mere rige og lige

Arbejdsmarkedspensionerne har gjort pensionister rigere - men har også øget ligheden i Danmark, fordi forskellen på pensionisternes indkomst er blevet lavere, viser analyse.

Her er pensionen der gør seniorer mere rige og lige

Er du blandt de pensionister, der har en arbejdsmarkedspension, kan du ikke alene glæde dig over, at du har fået flere penge mellem hænderne til din seniortilværelse i forhold til tidligere generationer.

Du kan også glæde dig over, at arbejdsmarkedspensionen er med til at udjævne de økonomiske forskelle blandt seniorer og mindske uligheden.

En spritny analyse fra brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaber –  F&P – viser, hvordan det danske pensionssystem bidrager til at mindske indkomstuligheden blandt pensionisterne.

Mindre ulighed

Konkret viser analysen, at uligheden – målt ved Gini-koefficienten – er 0,26 blandt pensionister. Det er mindre end i resten af befolkningen, hvor den er 0,30.

Det skyldes, at udbetalingerne fra egne pensioner isoleret set har bidraget til at mindske uligheden blandt pensionisterne de seneste 20 år, fremgår det.

“Det danske pensionssystem og udbredelsen af arbejdsmarkedspensionerne er helt afgørende for at sikre en stærk sammenhængskraft og lav grad af ulighed i vores samfund, siger adm. direktør Kent Damsgaard fra F&P.

Udbetalingerne fra egen pension udgør en større del af indkomsten som pensionist i dag og vil blive endnu vigtigere fremadrettet, mens folkepensionens andel vil fylde mindre.

Det er i høj grad store befolkningsgrupper som faglærte og personer med kort og mellemlang uddannelse, som har haft glæde af udbredelsen af arbejdsmarkedspensionerne.

Pensionister rykker op i indkomst

F&P’s analyse viser, at tendensen med større pensioner til mellemindkomstgruppen fortsætter de næste 30 år.

Frem mod 2050 får danskerne større og større pensionsformuer, og de bliver mere lige fordelt i befolkningen og på tværs af uddannelsesgrupper.

I takt med at pensionsformuerne vil vokse fremadrettet, vil pensionisterne også rykke længere op i indkomstfordelingen. Dermed medvirker de opsparede pensioner til at skabe større lighed på tværs af befolkningen, fremgår det af analysen.

“Da arbejdsmarkedspensionerne blev etableret omkring 1990, frygtede skeptikere, at det ville svække velfærden og skabe større ulighed. Virkeligheden i dag er præcis den modsatte,” siger Kent Damsgaard.

Flere vil have pensionsformue

I dag har de 10 procent af befolkningen, som har de største pensionsformuer, 40 pct. af den samlede pensionsformue.

I 2050 har falder denne andel til 25 procent.

Dermed vil pensionssystemet trække udviklingen i en mere og mere lige retning, når det gælder indkomstfordelingen blandt pensionisterne, fremgår det.

Først publiceret: 28. december 2022
Artiklen er sidst opdateret 26. december 2022 kl. 9:04

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og