Din formue gøres op 1. januar
Hvert år 1. januar gøres din formue op. Det har betydning for, hvor meget du kan få i ældrecheck og helbredstillæg.
Som folkepensionist skal du være opmærksom, hvis du har det, som betegnes som “en formue”.
”Din likvide formue har betydning for ældrecheck og helbredstillæg”, forklarer Carsten Riis, som er vores socialrådgiver.
Hvad er grænsen for formue for ældrecheck og helbredstillæg?
For at du kan få ældrecheck og helbredstillæg, må din likvide formue højst være:
Enlig: 95.800 kroner (2023)
Par: Tilsammen 95.800 kroner (2023)
Din pension fra december regnes ikke med
Din likvide formue opgøres hvert år den 1. januar.
”Udbetaling Danmark medregner ikke den pension og ATP, som du får udbetalt den 31. december, når de laver din formueopgørelsen i forhold til ældrecheck og personlig tillægsprocent. Hvis du vil være 100 procent sikker på, hvad der medregnes i formuen, kan du selv gå ind på borger.dk den 1. januar og oplyse din likvide formue. Ellers bruger Udbetaling Danmark oplysningerne fra Skattestyrelsen,” fortæller Carsten Riis.
Hvad er likvid formue?
Når man skal opgøre din formue, kigger man på:
- Hvor meget du har stående på din bankkonto
- Værdien af aktier og obligationer
- Om du har en kassekredit med sikkerhed i fast ejendom
Det kaldes samlet din likvide formue.
Dette tæller ikke med i din likvide formue:
- Almindelig kassekredit, som ikke har sikkerhed i fast ejendom
- Fast ejendom og friværdi
- Bil, campingvogn m.v.
- Ting du ejer for eksempel et værdifuldt arvestykke.
Er du kommet over formuegrænsen?
Hvis din formue 1. januar 2023 er højere end 95.800 kroner (2023), har du flere muligheder:
- Du kan bruge årets sidste dage til at forsøde dit liv, så du når under grænsen på de 95.800 kroner (2023) den 1. januar.
- Du kan give dine børn en flot julegave eller en skattefri pengegave på op til 69.500 kroner om året (2022).
- Du kan oprette en aldersopsparing, hvor du kan indsætte op til 54.200 kroner om året (2022) for hver ægtefælle. Udbetalinger fra alderspension modregnes nemlig ikke i offentlige ydelser. Læs mere om aldersopsparing her.
Først publiceret: 11. december 2022
Artiklen er sidst opdateret 12. december 2022 kl. 7:26