Glæd dig: Fantastisk julehygge

Glæd dig til en masse juleprogrammer på tværs af DR's kanaler i december. Her kan du få overblik over, hvad der kommer.

Glæd dig: Fantastisk julehygge

Adventstiden og hele december byder på både velkendte jule- og nytårsprogrammer, som mange kender, og måske endda har traditioner med. Men også helt nye ting rammer sendefladen.

“Klar til jul – knas, klip og kager”

8. december kl. 20.00 på DR1 og allerede nu på DRTV: Der skal julehygges med gløgg og konfekt, når de to tv-kokke Louisa Lorang og Gorm Wisveh vil gøre os klar til jul.

Gorm Wisveh fordyber sig i gløgg og æbleskiver, mens Louisa Lorang giver fif til at lave indbydende og nem konfekt.

De to værter får også besøg af multikunsteren Shane Brox, der med glimmer og genbrug vil forvandle pap til smukt julepynt.

“Jagten på julens sange”

8. december kl. 6.00 på DRTV og 20.30 på DR1: Hvert år synger vi danskere de samme julesange, når vi højtideligt går omkring træet.

I programmet dykker journalist Mette Frisk og dirigent Phillip Faber ned i historien bag tre af vores mest elskede danske julesange.

For hvad er egentlig historien bag de sange, vi synger? Hvordan blev de til, i hvilken tid blev de skabt og hvorfor blev det mon lige netop de sange, vi synger juleaften år efter år? Dette afsnit tager afsæt i “Højt fra træets grønne top”.

“Året i Kongehuset 2022”

11. december kl. 6.00 på DRTV og kl. 20.00 på DR1: Festerne er blevet overskygget af familiefejde, splid og kriser, fordi dronningen varsler store forandringer i den kongelige familie.

“DR’s Store Juleshow”

17. december kl. 20.30 på DR1:  Traditionen tro fejrer DR julen med et overdådigt Juleshow, når Koncertsalen slår dørene op for masser af musik, underholdning og rørende øjeblikke.

Værterne, Phillip Faber og Stephania Potalivo, orkestrerer aftenen, når stjerner som blandt andre Gnags, Malte Ebert og Jonah Blacksmith indtager scenen – som altid flankeret af DR Symfoniorkesteret.

“Størst af alt er kærligheden”

18. december kl. 6.00 på DRTV (alle afsnit) og kl. 21.30 på DR2: Fire afsnit, der sendes 18.-21. december med fokus på det kristne kærlighedsbudskab, idet vi går tæt på en præsts intime arbejde med kærlighedsrelationen hos 12 udvalgte par.

“Fællessang – mens vi venter”

Fredag 23. december kl. 20.00 på DR1: I “Fællessang – mens vi venter” varmer vi op til juleaften på allerhyggeligste vis.

Værterne Katrine Muff og Johannes Langkilde står for musikken og julestemningen i studiet, hvorfra de stiller igennem til dansk musiks juleentusiaster.

“Den store Julebagedyst”

Søndag 25. december kl.6.00 på DRTV og kl. 20.00 på DR1:  De 10 deltagere fra årets udgave af “Den store bagedyst” samles for at julehygge og for at fejre nytår i bagedystkøkkenet.

I de to programmer dyster de i 5 makkerpar om titlen som vindere af årets jule- og nytårsbagedyst. 5 hold stiller til start og 3 hold går videre fra jule- til nytårsbagedysten.

Kilde: dr.dk

Først publiceret: 1. december 2022
Artiklen er sidst opdateret 2. december 2022 kl. 6:24

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og