Hustjek i december: Få styr på røgalarmerne og husk udluftningen

I december bør du tage et kig på husets indervægge for at undgå skimmelangreb. To fagkyndige guider dig til, hvad du kan gøre ved huset i julemåneden.

Få gode råd til, hvad du bør holde øje med i boligen i december.

Måske bruger du ikke årets sidste måned på at kaste dig over at male husets facade eller sætte den helt store renovering i gang.

Til gengæld er det en god idé, at du er opmærksom på husets temperatur.

Sådan lyder det fra uddannet bygningssnedker Claus Justesen, der arbejder som uddannelsesleder på tømreruddannelsen på erhvervs- og gymnasieskolen Next.

“Et klassisk problem i de kolde måneder er, at der kan opstå uheldigt indeklima,” siger han.

Claus Justesen anbefaler, at du særligt tænker på at lufte ud, hvis dit hus ikke har mekanisk ventilation.

Fokuser på et sundt indeklima

Derudover bør du tjekke temperaturen på husets indervægge. For er de kolde, kan det være grobund for skimmelangreb. Særligt hvis der står møbler tæt op ad væggen.

De rum, hvor du ikke opholder dig så meget, bør temperaturen ikke være mindre end omkring 18 til 20 grader. Ved lavere temperaturer giver nemlig risikoen for kolde vægge, og altså grobund for skimmel.

De rum, som du brugere oftere, bør være mellem 20 og 25 grader ifølge Claus Justesen. Han understreger dog samtidig, at du bør have husets alder in mente.

Er huset bygget inden for de sidste ti år, så kan man formentlig have en lidt lavere temperatur, for så er huset typisk bedre isoleret og ventileret, sandsynligvis mekanisk ventileret.

“Her kan man nok sænke temperaturen lidt mere, uden at der opstår et dårligt indeklima, hvor der er fare for skimmel,” siger han.

December kan også være lig med kalender- og adventslys. Men ud over at de bidrager til julehyggen, er der også risiko for brand.

Derfor bør tjekke, at husets røgalarmer fungerer. Det siger Tine R. Sode, der er fagekspert i huseftersyn hos Bolius.

Husk at rense tagrender

Hun opfordrer også til, at du renser de steder, hvor der samler sig vand – for eksempel tagrenderne.

“Vi kan risikere at få frost. Så tagnedløbet revner, hvis man har en tagrende, hvor der ligger blade og vand i, og det begynder at fryse,” siger hun.

Fageksperten råder også til, at du renser tagbrøndene.

“Fryser det til is, stemmer vandet op og løber ud på jorden,” siger Tine R. Sode.

På årets sidste dag skal vi fejre, at vi går ind i det nye år. Har du en carport eller et skur med plastiktag, bør du dagen efter gå ud og tjekke, om der er sket skader. For eksempel om der er faldet en nytårsraket ned i taget.

For i dette tilfælde kan der opstå hul i tagpladerne. Og her bør du altså tjekke plastikken.

“Ellers bliver taget utæt, der kommer vand ned i konstruktionen, og så rådner det,” siger Tine R. Sode.

Først publiceret: 25. november 2022
Artiklen er sidst opdateret 25. november 2022 kl. 7:21

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og