Prisen på pensionistkort stiger
Prisstigningerne på ikke mindst brændstof og el betyder, at taksterne i den offentlige transport i bus, tog og metro stiger med 4,9 % i gennemsnit fra 15. januar.
Trafikselskaberne i Din Offentlige Transport (DOT) – DSB, Metroselskabet og Movia – tilpasser priserne i 2023, baseret på de stigende priser på brændstof og elektricitet sidste år.
Det betyder, at priserne til bus, tog og metro på Sjælland, Lolland, Falster og Møn pr. 15. januar 2023 vil blive hævet med 4,9 %.
Pensionistkort
Pensionister, der rejser på pensionistkort, vil opleve en prisstigning på mellem 4,5 og 4,8 %.
Prisen for et tre-zoners kort med tre måneders gyldighed stiger således i alt 30 kr., svarende til 10 kr. om måneden.
Mens et pensionistkort til 1 storzone stiger med 40 kr. for tre måneder, svarende til 13,33 kr. pr. måned.
Rejsekort
Kunder, der bruger et almindeligt rejsekort til deres rejse, vil opleve en gennemsnitlig prisstigning på 8,6 %.
Det betyder f.eks., at en tre-zoners rejse på rejsekort procentvis stiger mest med to kroner til 23,50 kr.
Mens en længere rejsekortrejse på f.eks. 12 zoner stiger med 1,50 kr. til 79,50 kr.
Kilde: dinoffentligetransport.dk
Først publiceret: 17. november 2022
Artiklen er sidst opdateret 18. november 2022 kl. 9:19