Vind bogen: Ny biografi om Niels Bohr

I anledning af det er 100 år siden Niels Bohr blev tildelt Nobelprisen i fysik udkommer en ny stor og billedrige biografi af den enestående videnskabsmand, der også var en nytænkende leder og en stor humanist. Vind bogen her.

Niels Bohr var en af de allerstørste videnskabsmænd inden for sit felt og bidrog afgørende til forståelsen af atomets struktur og udviklingen af kvante-mekanikken.

Den 10. november er det 100 år siden, at Niels Bohr blev tildelt Nobelprisen i fysik. Videnskabsjournalist Charlotte Koldbye tegner i den nye store, billedrige biografi et portræt af en enestående videnskabsmand, der også var en nytænkende leder og en stor humanist.

Niels Bohr var en af de allerstørste videnskabsmænd inden for sit felt og bidrog afgørende til forståelsen af atomets struktur og udviklingen af kvante-mekanikken. I 1922 modtog han som 38-årig Nobelprisen i fysik, og i årene herefter skabte han et videnskabeligt mekka i København, der tiltrak alverdens fysikbegavelser, som ville opleve den særlige københavnerånd.

I dialog med Einstein

Niels Bohrs ledelsesstil var legendarisk: evigt nysgerrig og undrende og med en uhøjtidelig og legende tilgang til fysikken, som skabte grobund for at nye, vilde tanker kunne blomstre i hans nærhed og på hans institut på Blegdamsvej. I sin samtid var han i dialog med forskere over hele verden, ligesom Einstein hele livet igennem var hans diskussionspartner.

Niels Bohr var ikke religiøs, men hans jødiske baggrund tvang ham til i 1943 at flygte fra Danmark. Fra Sverige tog han videre til USA for at bidrage på de allieredes side i Manhattenprojektet i Los Alamos, der førte til fremstillingen af verdens første atombombe og krigens afslutning.

Verden blev aldrig mere den samme, og videnskaben havde for altid mistet sin uskyld. De sidste 20 år af hans liv arbejdede Bohr på at udnytte atomkraften på fredelig vis.

Til trods for mange tilbud fra udlandet blev han i Danmark sammen med sine 6 børn og hustruen Margrethe, der skabte de ideelle rammer for, at han kunne udføre sin forskning ligesom fonde velvilligt støttede ham økonomisk.

Bogen er rigt illustreret med over 250 fotos og dokumenter, og mange af billederne er private fotos, der ikke tidligere har været offentliggjort.

Vind bogen

Torsdag 10. november, hvor det er 100 år siden Niels Bohr blev tildelt Nobelprisen i Fysik, udkommer også den store biografi “Niels Bohr: Det beskedne geni” på forlaget Lindhardt & Ringhof. SeniorNews og Lindhardt & Ringhof har  udloddet i den anledning to eksemplarer af bogen i en læser-konkurrence. Bogen koster 400 kroner.

God fornøjelse!

Vindere er Thorkil Nielsen, Løsning og Bente Gurli Sørensen, Lynge.

Først publiceret: 12. november 2022
Artiklen er sidst opdateret 22. november 2022 kl. 8:31