Mød forberedt hos lægen

Det er en god idé at møde forberedt hos lægen eller på sygehuset, så du kan få mest muligt ud af den tid, du har til rådighed. Få gode råd her.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Du skal som regel igennem en række undersøgelser eller have taget forskellige prøver, før lægerne kan sige, hvad du fejler. Der er ofte flere måder at undersøge de samme symptomer på.

Du beslutter sammen med lægen, hvad der er rigtigt for dig. Vær sikker på, at du ved, hvad undersøgelsen giver af ny viden om din sygdom, og hvad næste skridt er.

Tre ting du selv kan gøre

1. Forbered dig

Nogle undersøgelser kræver forberedelse, f.eks. at du ikke spiser inden. Læs det materiale, du har fået fra afdelingen, og spørg, hvis du er i tvivl om, hvad du skal gøre.

2. Tjek dit navn og personnummer

For at undgå at der sker misforståelser, bliver du ofte spurgt om dit navn og personnummer, også selv om personalet kender dig. Bliver du ikke spurgt, kan du selv sige dit navn og personnummer, så er du på den sikre side.

3. Kend det næste skridt

Når du kender det næste skridt i din behandling, kan du lettere invitere dine pårørende med, når der skal træffes beslutninger. Når I ved, hvilke prøver I venter svar på, kan I nemmere følge med og forberede jer.

Kilde: Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Først publiceret: 8. november 2022
Artiklen er sidst opdateret 8. november 2022 kl. 8:32

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og