Gummistøvle-dronningen Ilse Jacobsen er død
Det er lidt over et år siden Ilse Jacobsen blev syg. Hun har ikke lagt skjul på, at hun var både bange og meget ked af at blive ramt af den aggressive kræftsygdom.
Iværksætteren og gummistøvle-dronningen Ilse Jacobsen er død. Hun blev 62 år.
Det er hendes egen virksomhed, der fortæller den triste nyhed i en pressemeddelelse
Ilse Jacobsen har lidt af aggresiv lymfekræft gennem lidt mere end et år, og nu har hun altså tabt den kamp.
Omgivet af familien
‘Det er med stor sorg vi må meddele, at Ilse Rohde Jacobsen har tabt kampen mod den aggressive kræft hun har været i behandling for siden august 2021. Ilse sov stille ind på hospitalet i går d. 23. oktober 2022 og var omgivet af sin nærmeste familie’, står der blandt andet i meddelelsen.
‘Ilses familie samt virksomheden beder om fred til at sørge over tabet af Ilse; entreprenør, forretningskvinde, datter, hustru, mor, søster, ven, arbejdsgiver, passioneret ildsjæl og grundlægger af blandt andet IJH A/S.
Tak til hospitalet
– Ilses familie vil gerne udtrykke en dybfølt tak for den professionelle behandling og store omsorg Ilse har modtaget gennem sit sygdomsforløb fra både Rigshospitalet og Hillerød Hospital, oplyses det i pressemeddelelsen.
Ilse Jacobsen er blandt andet kendt fra det populære iværksætterprogram “Løvens Hule”.
Kurbadet til salg
Det er kun en lille uge siden Ilse Jacobsen for tredje gang satte sit eksklusive kurbad med tilhørende bolig i Hornbæk til salg for 25 millioner kroner.
På sin hjemmeside skrev Ilse Jacobsen, at det er grundet sin sygdom, at hun ikke kommer til at kunne genåbne, som hun havde håbet.
»Jeg er desværre ikke i stand til at genåbne kurbadet, som forventet, derfor har jeg taget den beslutning at sætte mit kurbad til salg.«
Hun fortalte på hjemmesiden, at salget skyldes, at hun vil bruge al sin fokus på at blive rask fra sin kræftsygdom.
»Dette bunder i min aggressive kræftsygdom Lymfom, og at mit fokus er på at blive rask. Så jeg håber, kære kunder, at I vil have en lille smule tålmodighed med genåbningen, skrev Ilse Jacobsen altså blot en uges tid før hun døde.
Læs mere om kendte, kongelige og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 24. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret 24. oktober 2022 kl. 13:20