Fra i dag kan du brevstemme
Alle kan brevstemme fra 11. til 28. oktober 2022. Se reglerne her
Hvordan brevstemmer jeg?
Fra 11. oktober kan du brevstemme i alle landets kommuner – fx på borgerservicecentrene – samt:
- på sygehuse, hvis du er indlagt
- på plejehjem, beskyttede boliger og i ældreboliger, hvis du er beboer
- i dit eget hjem (efter ansøgning), hvis du er syg eller på anden måde fysisk ikke er i stand til at forlade dit hjem
I nogle kommuner kan du også stemme på biblioteker eller mobile brevstemmesteder.
Hvornår kan jeg stemme?
Du kan brevstemme til folketingsvalget fra den 11. oktober til og med den 28. oktober.
Hvordan brevstemmer man?
Når du møder op på et sted, hvor man kan brevstemme, vil en stemmemodtager vejlede om, hvordan man brevstemmer.
Man skal fremvist gyldig legitimation som fx dit pas, kørekort eller det gule sundhedskort, så får man udleveret en stemmeseddel, en kuvert og et følgebrev, som skal udfyldes med navn, fødselsdato og adresse.
Kan man få hjælp til at stemme?
Har man brug for hjælp til at afkrydse stemmesedlen eller udfylde følgebrevet, kan man få hjælp af en eller to stemmemodtagere.
Du kan i stedet for den ene stemmemodtager vælge en personlig hjælper, som du har tillid til, for eksempel din ægtefælle, et andet familiemedlem eller en ven.
Så får du både hjælp af en stemmemodtager og en person, du selv har valgt.
Hvis du kun vil have hjælp af en, du selv har valgt og ikke af en stemmemodtager, kan du udtrykkeligt og utvetydigt gøre opmærksom på det over for stemmemodtageren. Men det gælder kun, hvis du har en tydelig eller dokumenterbar fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.
Du kan kun få hjælp til at udfylde brevstemmesedlen, hvis du er i stand til at tilkendegive, hvad du ønsker at stemme. For eksempel et bestemt parti eller en bestemt kandidat.
Kan jeg stemme hjemme?
Hvis du er syg, eller på anden måde fysisk ikke er i stand til at forlade dit hjem, kan du ansøge kommunen om at stemme i dit hjem.
Fristen for at søge om at stemme hjemme er torsdag den 20. oktober 2022 klokken 18. Din kommune kan dog have sat en senere frist. Du kan få oplyst fristen hos kommunen.
Hvis kommunen mener, at du er berettiget til at stemme hjemmefra, vil I sammen aftale et tidspunkt, hvor to tilforordnede vil komme til dit hjem med en brevstemmeseddel.
Hvis du bor på et plejehjem e.l. eller er indlagt på et hospital, kan du også brevstemme der.
Kommunen vil sørge for, at der kommer tilforordnede hen til institutionen.
Hvis du er indlagt på et hospital, er det personalet dér, der fungerer som brevstemmemodtagere.
Kan jeg stemme i en bil?
På valgdagen har du mulighed for at stemme lige uden for stemmelokalet for eksempel fra en bil, hvis du af særlige årsager ikke kan komme ind på afstemningsstedet, for eksempel hvis du er svagsynet, mangler førlighed, eller der er trapper eller lignende på afstemningsstedet.
Hvordan hjælper jeg andre med at få stemt?
Du kan hjælpe andre med at stemme ved at ledsage dem til stemmestedet eller til at brevstemme.
Du kan også hjælpe ved at få aftalt afstemning i hjemmet, hvis der er behov for det.
Læs mere om folketingsvalget, politikere og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 11. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret 11. oktober 2022 kl. 9:01