Energitilskud til dit hjem ændres i 2023
1,3 mia. kr. bliver til en varmepumpe- og energirenoveringspulje – og du skal have hurtigere svar på din ansøgning.
Energi er en af efterårets mest omtalte emner på grund af de kraftigt stigende priser på el og opvarmning.
Danskernes store interesse for at få en ny, grøn varmekilde får nu Energistyrelsen til at ændre i energitilskuddet, der løber frem til og med 2026.
Fra 2023 får tilskudspuljen, der stadig rummer 1,3 mia. kroner, en ny opsætning, så den bliver splittet op i en varmepumpepulje og en energirenoveringspulje.
Hurtigere svar på ansøgningen
Hvordan du får fingrene i energipengene, er endnu ikke fastlagt, men ændringen skulle gerne udmønte sig i kortere svartid på ansøgningen.
Antallet af ansøgere til tilskudspuljerne er nemlig langt større end pengepuljens størrelse, og det betyder, at mange boligejere går forgæves i ansøgningsprocessen.
Mere end 27.000 danskere sad i kø ved pc’en ved den seneste runde for ansøgning om energitilskud i september.
Tilskudspuljen var denne gang på 121 mio. kroner og blev lukket efter godt 7.000 ansøgninger.
Ansøgningerne behandles hurtigst muligt og i den rækkefølge, de er modtaget. Energistyrelsen melder om en sagsbehandlingstid på op til seks måneder i de mest komplicerede sager.
Siden Energistyrelsen første gang åbnede op for tilskudspuljen til energirenoveringer i 2020, har 40.000 danske husstande fået del i tilskudsmidlerne.
Kilde: energihjem.dk
Dét har danskerne søgt tilskud til:
Fra 2020 til og med 2026 er der afsat cirka 2,5 milliarder kroner i tilskudspuljen. Med den seneste pulje er der nu søgt tilskud for 1,2 mia. kroner.
Sådan fordeler tilskudsmidlerne indtil nu:
- 31 procent af tilsagnskronerne er gået til isolering, vinduer og ventilation
- 69 procent af tilskudskronerne er gået til konvertering af varmekilde (varmepumpe og jordvarme)
Kilde: Energihjem.dk
Læs mere om energikrisen, inflation og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 7. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret 7. oktober 2022 kl. 9:17