Varmeregningen stiger: Se, hvordan du søger om tilskud

Regeringen har afsat en pulje på 100 millioner kroner som dækning for kommunernes ekstra udgifter til tilskud til pensionister med højere varmeregninger. Her kan du se, hvordan du kan søge tilskud.

Regeringens pulje er afsat til at dække kommunernes ekstra udgifter til personligt tillæg og varmetillæg til pensionister.

Priserne på varme stiger, og det kan mærkes i budgettet.

Du har måske hørt, at regeringen har afsat en pulje på 100 millioner kroner. Men hvordan får man glæde af dem?

Regeringens pulje er afsat til at dække kommunernes ekstra udgifter til personligt tillæg og varmetillæg til pensionister.

Hvis du skal have tilskud, skal du søge kommunen. Du får ikke automatisk et personligt tillæg til dækning af dine udgifter.

Her kan du se, hvordan du kan søge om personligt tillæg til dækning af dine øgede udgifter.

Det 2 former for tillæg skal du søge hver for sig. Varmetillæg er baseret på rettigheder med ensartede regler for alle, mens personligt tillæg er en skønsmæssig ydelse, hvor niveauet fastlægge i den enkelte kommune. Du kan godt søge begge ordninger. For eksempel søge personligt tillæg, når din varme- eller el-regning ikke dækkes ved regulering af dit varmetillæg.

Søg om et personligt tillæg til dækning af dine ekstra varmeudgifter

Hvis du er folkepensionist, kan du søge om et personligt tillæg til dækning af din ekstra varmeregning.

Du kan også søge om et personligt tillæg, hvis din elregning stiger meget.

For at kunne få et personligt tillæg til dækning af din ekstra varmeregning skal din personlige tillægsprocent være højere end 0.

Kommunen skal lave en konkret individuel vurdering af dine samlede økonomiske forhold, når de skal behandle din ansøgning.

Kommunen vurderer din formue og alle dine indtægter i forhold til den udgift, som du ønsker dækket af det personlige tillæg.

Du kan søge på www.borger.dk 

Du kan også søge om et personligt tillæg, hvis du er førtidspensionist på den gamle ordning bevilget før 2003.

Alle andre førtidspensionister, seniorpensionister og pensionister på Tidlig Pension kan ikke søge personligt tillæg.

Søg om højere varmetillæg

Hvis din varmeregning er steget på grund af stigende energipriser, kan du få beregnet, om du kan have ret til at få mere i varmetillæg.

Du kan dog kun få omregnet varmetillægget, hvis varmeudgiften stiger med 10 procent eller mere i forhold til den varmeudgift, Udbetaling Danmark hidtil har beregnet dit varmetillæg på.

Du skal kunne dokumentere din nye varmeudgift, når du søger. Det kan du for eksempel gøre med en a conto-regning eller opkrævning, som viser, at udgiften er steget.

Du kan indsende din dokumentation her.

Du kan vente med at indsende dokumentationen, til du kender dig varmeregnskab. Så vil Udbetaling Danmark vurdere, om du har penge til gode. Du går altså ikke glip af tilskuddet, hvis du ikke søger nu.

Læs mere om, hvor meget du kan få i varmetillæg her.

 

Først publiceret: 24. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret 18. februar 2022 kl. 13:39

Se, hvad vi ellers skriver om: