Se de nye mønter med kong Charles’ profil

I løbet af de kommende måneder vil nye mønter med kong Charles' ansigt, begynde at cirkulere i Storbritannien.

5 pund mønten og 50 pence mønten med kong Charles' profil. Foto: Ritzau Scanpix.

De første britiske mønter med kong Charles III’s ansigt på er blevet præsenteret af det statsejede Royal Mint, der har monopol på at lave mønter i Storbritannien.

I lighed med mønterne, der blev prydet af den nyligt afdøde dronning Elizabeth, ser man Charles i profil på mønten.

I modsætning til dronningen kigger han dog den anden vej.

 

Tradition at kigge til ny side

Siden 1660 har der været tradition for, at regenten kigger den modsatte vej af forgængeren.

Det nye portræt kommer til at være på de mønter, der har en værdi af 50 pence, og en erindringsmønt med en værdi på fem pund, hvor dronningens ansigt vil kunne ses på møntens anden side.

Begge nye mønter vil begynde at cirkulere i det britiske samfund i løbet af de kommende måneder.

Charles har selv godkendt det officielle portræt, der viser ham, der kigger mod venstre.

Skabt ud fra fotografi

Det er den britiske skulptør Martin Jennings, der har udarbejdet portrættet.

– Portrættet er lavet ud fra et fotografi af kongen, og det er inspireret af de ikoniske portrætter, der har prydet Storbritanniens mønter i århundreder, siger Martin Jenning.

– Det er det mindste arbejde, jeg har lavet, men det gør mig ydmyg at vide, at mit arbejde vil blive set og holdt af mennesker over hele verden i århundreder frem.

Omkring 27 milliarder mønter med afdøde dronning Elizabeths portræt er i cirkulation. De fortsætter med at være gyldige, indtil de over tid vil blive udfaset med kong Charles’ mønt. Foto: Ritzau Scanpix.

Portrættet vil på mønterne være omgivet af en inskription på latin, der kan oversættes til “Kong Charles II, ved Guds nåde, forsvarer af troen”.

Dronning Elizabeth døde 8. september i en alder af 96 år efter 70 år på tronen.

Omkring 27 milliarder mønter med hendes portræt er i cirkulation. De fortsætter med at være gyldige, indtil de over tid vil blive udfaset.

– Som vi bevæger os fra den elizabethanske til den caroleanske æra (æraen med Charles som konge, red.) repræsenterer dette den største ændring ved Storbritanniens mønter i årtier, og det er første gang, at mange mennesker kommer til at se et andet portræt, siger Kevin Clancy, der er direktør i Royal Mint Museum.

Læs mere om kendte, kongelige og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 30. september 2022
Artiklen er sidst opdateret 30. september 2022 kl. 9:15

Se, hvad vi ellers skriver om:

og