Derfor skal du lave hård styrketræning

Hård styrketræning kan beskytte ældre mod, at nerver og muskler ikke kan tale sammen, og det er aldrig for sent at komme i gang.

Et nyt studie viser, at selvom man starter i en sen alder, kan man stadig rykke sig og forbedre sig. Foto: Canva

Du kender det måske. Ryggen begynder at brokke sig, knæet gør ondt, eller det er lige lidt hårdere at komme ud af sengen om morgenen.

Når vi bliver ældre, bliver vores kroppe, muskler og nerver også ældre. Faktisk begynder muskelmassen allerede at falde, fra før vi fylder 40 år.

Men selvom vi bliver ældre, kan vi selv gøre meget for at holde vores krop stærk.

Det fortæller post.doc. Casper Søndenbroe, der er en af forskerne bag et nyt studie fra Center for Sund Aldring på Københavns Universitet.

“Vores studie viser, at man kan forbedre forbindelsen mellem nerverne i rygmarven og musklerne ved at lave tung styrketræning. Hvis forbindelsen bliver styrket, så betyder det, at kroppens funktionsniveau bliver beskyttet. Dermed er der mindre risiko for, at motorneuronerne i rygmarven dør, hvilket er essentielt for at have en velfungerende krop,” forklarer Casper Søndenbroe.

Det er aldrig for sent

I studiet har mænd i 70 års-alderen lavet hård styrketræning tre gange om ugen i fire måneder.

Allerede halvvejs gennem projektet havde deltagerne forbedret sig markant i forhold til styrke og muskelstørrelse.

Styrketræningen kan dog ikke fuldstændig stoppe det gradvise fald i styrke og forbindelsen mellem musklerne og nerverne. Det kan kun bremse udviklingen, så det går langsommere.

Derfor er det ifølge Casper Søndenbroe også vigtigt, at man tidligt i livet bygger en “reserve” op, så man har et bedre udgangspunkt, når man bliver ældre.

Kilde: Københavns Universitet 

Læs mere om sundhed, sygdom og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 4. august 2022
Artiklen er sidst opdateret 4. august 2022 kl. 10:18

Se, hvad vi ellers skriver om:

og