Bodil Jørgensen får nyt job
Bodil Jørgensen får debut i Cirkusrevyen til næste år.
61-årige Bodil Jørgensen har medvirket i en lang række film og serier, som har gjort hende til et kendt ansigt landet over.
Snart kommer danskerne dog til at se hende i en helt ny rolle, når hun i sommeren 2023 indtager Cirkusrevyen.
Det oplyser revyen i en pressemeddelelse.
Skuespilleren glæder sig til at beskæftige sig med komikken igen.
“Når jeg cykler en tur gennem Dyrehaven i det smukke morgenlys, er der plads til masser af tanker. Når gæsterne går fra skoven og ind i Cirkusrevyen håber jeg, vi kan give dem en oplevelse, der giver stof til eftertanke, som de kan tage med sig ud i skoven på vejen hjem,” siger hun.
“Jeg glæder mig til at vise publikum det daglige og genkendelige, de kan spejle sig i, sammen med det rørende og det, der får dem til at klaske sig på lårene af grin. Det sammenspil er det, revyen kan, som et af de få steder.”
Resten af holdet
Det er ikke alene Bodil Jørgensen, men også skuespilleren Mads Knarreborg, 44, der for første gang skal indtage scenen på Bakken, når det hele går løs 8. maj.
Derudover medvirker Niels Olsen, Niels Ellegaard og Merete Mærkedahl, som i forvejen er velkendte ansigter i den historiske revy.
Joy-Maria Frederiksen overtager instruktørposten i 2023, og Joakim Pedersen er ny kapelmester, der står i spidsen for Cirkusrevyens orkester.
Billetsalget begynder fredag den 1. juli 2022 kl. 12.00.
Læs mere om kendte, kongelige og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 30. juni 2022
Artiklen er sidst opdateret 30. juni 2022 kl. 8:33