Stopper: Lisbet Dahl for syg til at optræde mere
Helbredsproblemer spænder kort før premieren ben for Lisbet Dahls planlagte sidste sæson i Cirkusrevyen.
Skuespiller og instruktør Lisbet Dahl kommer ikke til at deltage i sin ellers planlagte sidste sæson af Cirkusrevyen.
Det sker som følge af en sygemelding kort før premieren 23. maj, skriver Cirkusrevyen i en pressemeddelelse.
2022 skulle ellers have været Lisbet Dahls sidste gang på de skrå brædder på Dyrehavsbakken i Klampenborg.
– Jeg er enormt ked af, at Lisbet ikke kan komme på scenen i årets revy, der skulle have været hendes store finalesæson i Cirkusrevyen, og vi er alle på revyen meget påvirket af Lisbets sygemelding, siger direktør for Cirkusrevyen Torben Pedersen i pressemeddelelsen.
– Det er bestemt ikke den afslutning, Lisbet selv havde fortjent at få i Cirkusrevyen, men holdet på scenen vil hver aften give Lisbet en velfortjent hyldest.
Premieredatoen blev i forvejen rykket, da Lisbet Dahl i april blev ramt af coronavirus.
Nu viser følgerne af sygemeldingen sig at spænde ben for skuespillerens deltagelse i den folkekære revy.
I teltet siden 1974
Lisbet Dahl har i flere omgange medvirket og instrueret revyen, siden hun havde debut i teltet i 1974.
I de kommende dage vil Pernille Schrøder slutte sig til holdet i Cirkusrevyen 2022, der består af Niels Olsen, Merete Mærkedahl, Henrik Lykkegaard og Carsten Svendsen, for at færdiggøre prøverne på revyen, så de er klar til første forestilling fredag 20. maj, hvorefter der er premiere 23. maj.
– Vi er virkelig taknemmelige for, at Pernille Schrøder igen i år har sagt ja til at springe til i sidste øjeblik. Pernille er en fantastisk skuespiller med et stort talent og hjerte for revy, og vi glæder os alle på holdet til at dele Cirkusrevy-scenen med hende, siger skuespiller Niels Olsen i pressemeddelelsen.
Cirkusrevyen spiller til og med 21. august.
Læs mere om kendte, kongelige og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 16. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret 23. maj 2022 kl. 8:02