Flere fejl i sundhedsvæsnet

Stigning i rapporterede fejl i sundhedsvæsnet kan skyldes en nemmere rapporteringsmetode, siger styrelse.

Cirka 60 procent af hændelserne omhandler medicinfejl.

Der blev sidste år rapporteret mere end 11 procent flere fejl i sundhedsvæsnet sammenlignet med året før.

Det skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.

I alt blev der rapporteret 326.416 såkaldt utilsigtede hændelser i 2021. Året før lød tallet på 293.113 hændelser.

Cirka 60 procent af hændelserne omhandler medicinfejl. Det kan for eksempel være, at en patient ikke får sin medicin, eller at doseringen er forkert.

Hvad skyldes det?

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed skyldes stigningen formentlig indførslen af en enklere rapporteringsmetode kaldet samlerapportering, hvor flere hændelser kan indberettes på én gang.

Det kan have fået flere til at rapportere deres fejl, siger Lena Graversen, der er overlæge og enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Samlerapportering bruges i kommunerne, herunder blandt andet i hjemmeplejen og på plejehjem.

Og det er da også her, at der er sket en stor stigning i antallet af rapporterede fejl.

I 2021 er der således blevet rapporteret 263.548 fejl i det kommunale sundhedsvæsen.

Det er en stigning på 14 procent sammenlignet med året før, hvor tallet lød på 230.762.

I det regionale sundhedsvæsen har antallet af rapporterede fejl derimod ligget stabilt i de seneste fem år.

Positivt

Overordnet set er det positivt, at flere fejl bliver indberettet.

Det mener Jakob Kjellberg, der er professor i sundhedsøkonomi på det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, Vive.

“Det er et udtryk for, at man har en positiv kultur omkring, at der jo sker utilsigtede hændelser, så man faktisk kan lære af dem,” siger Jakob Kjellberg.

Han mener dog, at der stadig foregår en “voldsom” underrapportering af fejl i sundhedsvæsnet.

“Fra studier med journalgennemgange kan vi se, at der er en kæmpe forskel i, hvad der kunne have været indberettet, og hvad der faktisk bliver indberettet.”

“Det er kun en brøkdel af fejlene, der bliver rapporteret. Måske omkring fem procent,” siger Jakob Kjellberg.

Arbejdet fortsætter

Af den grund arbejder Styrelsen for Patientsikkerhed netop på gøre rapportering mere fleksibelt og brugervenligt, siger Lena Graversen.

Det bliver blandt andet gennem et nyt system, som vil gøre det muligt at udbrede samlerapportering til flere områder end det kommunale.

“Det kunne for eksempel være en hospitalsafdeling, der gerne i en afgrænset periode vil have fokus på en bestemt type fejl. Her kunne man gøre brug af samlerapportering,” siger Lena Graversen.

Det nye system har været i udbud, og styrelsen er nu i gang med at vælge en leverandør.

Læs mere om sundhed, sygdom og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 16. juni 2022
Artiklen er sidst opdateret 16. juni 2022 kl. 8:44

Se, hvad vi ellers skriver om:

og